Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ludvigsbakke - Første Bog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 260
Ansigt. Han søgte om et Skriftsted, men fandt det
ikke.
— Ja, sagde han saa, en Mo’r er en Mo’r. Gud styrke
Dem.
. . . Der var blevet stille. Man hørte kun Uhrenes
Gang og Vaagekonen, naar hun sagte flyttede sig.
Ida sad paa den samme Plads, medens Sofie listede
til og fra.
— Sover hun? hviskede Ida.
— Endnu er hun vaagen.
De hørte igen Uhrenes Gang, mens Sofie tændte et
eneste Lys, hvor Stearinen krøllede sig som lange Traa-
de op mod Flammen og faldt.
— Sover hun? spurgte Ida igen.
— Hun er vaagen.
De hørte den hivende Aande og en Stemme, der
mumlede.
— Taler hun? spurgte Ida.
Hun havde rejst sig. Hun følte Haabet næsten som
et Stik i sit Bryst, da Vaagekonen skød Døren op.
— Har hun spurgt efter mig? Ida kunde næppe tale.
Vaagekonen rystede paa Hovedet
:
— Hun spø’r nok ikke efter nogen mer, sagde hun
:
— Nu sover hun.
De stod lidt, lyttende alle tre, foran det stille Lys
:
hun sov.
— Saa gaar jeg derind, hviskede Ida.
Varsomt tog hun Skoene af og hun gled derind. Et
Øjeblik saa hun paa Moderens Ansigt. Saa satte hun
sig, stille, bag Fodenden af sin Seng, paa Gulvet —
uden at drage Aande.
Enkefru Brandt vaagnede ikke mer. Ved Midnat sov
hun hen.
Nu var der koldt og tomt. Fra Dør til Dør kun de
hvide og døde Gulve. Paa Væggene blot Plet ved Plet
og over dem de rustne Søm.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
