Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
47 MIKAEL
— Men jeg glemmer aldeles, jeg skal i Operaen.
Fyrstinden sagde, med den samme unge Stemme:
— Og jeg, svarede hun, der kom lige hjemmefra,
men maaske vilde forklare sit Toilette, kommer lige
derfra.
Hr. Schwitt bøjede sig hastigt:
— Farvel, Claude, sagde han.
Og da han kom ud i Vestibulen, sagde han med
krængede Læber til Mikael, der havde fulgt ham
— Hvad vil hun her? Hun er højst ubehagelig.
Mikael, som stadig lo, med en Drengs Latter, sagde
— Jeg vilde bare ønske, hun snart vilde gaa, for jeg
er umaadelig søvnig.
Men Majordomus, der havde gjort Tjeneste i Huset
i elleve Aar, rakte Hr. Schwitt hans Hat og sagde —
han var inde i alle Hemmeligheder, som løb rundt i
Tjenerskabets faste Ring i alle de store Huse —
— Det vilde maaske styrke Madames Kredit, hvis
hun blev malet af Mesteren.
Mikael var vendt tilbage, mens Hr. Schwitt endnu
stod hos Majordomus.
Da Mikael aabnede Døren, hørte han Mesteren sige
— Og hvad er det saa, De ønsker, Frue?
Fyrstinde Zamikof svarede med en Stemme, som
maaske var forskræmt:
— Mesteren véd det, tror jeg, og hun løftede de
ganske sorte Øjne mod ham.
— Ja, svarede Claude Zoret og saå hende lige ind
i hendes Ansigt, mens Mikael vendte tilbage til Trap-
pen. •
— Men, blev Mesteren ved, og han talte, som han
talte til Amerikanerne, som kom for at købe hans Bille-
der : jeg maler nu én Gang ikke Portrætter. Jeg giver
mig ikke af med at klistre fremmede Ansigter op paa
et Lærred.
Fru de Zamikof var bleven bleg, men hun smilede
alligevel, med et Smil, som pludselig viste, at hendes
Underlæbe var lidt fyldig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
