- Project Runeberg -  Værker i Mindeudgave / Femte Bind /
46

(1920-1921) Author: Herman Bang
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - I

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

HERMAN BANG 46
— Tilsidst tillader man, Frue.
Og med en meget lille Haandbevægelse lagde han til
— Vil De ikke tage Plads?
— Hr. Charles Schwitt, sagde han og stod bestan-
dig op: Eugéne Mikael.
Fyrstinden bøjede Hovedet for Hr. Schwitt og for
Mikael uden at se paa dem, mens Hr. Schwitt sagde,
at han vidste ikke, om Prinsesse Zamikof erindrede
ham. Og lidt for hastigt begyndte han, mens han satte
sig ved Siden af hende, at opremse de Steder, hvor de
havde mødtes.
— Jeg elsker det store Rusland, sagde han.
Fyrstinden, der holdt Hovedet bøjet og som, naar
hun overhovedet saå, kun fæstede Øjnene paa Meste-
ren, sagde med en Stemme, der lød meget ung:
— Jeg færdes i Paris saa lidt mellem Landsmænd.
— Men Schwitt, hvem Synet af en ny Kvinde altid
hensatte i en hastig Beruselse, talte om Kreml og fæ-
stede Billedet af dets Kupler og Moskwas Skønhed i ti
farvedejlige Sætninger, mens hans fremspringende
Næsebor syntes at inddrikke Kvindeduften af Fru de
Zamikofs Legeme.
Fyrstinde Lucia, der stadig ikke saå paa ham, løftede
sin Arm, fra hvilken Perleraderne gød sig, og sagde,
mens hun atter lod Armen falde tilbage i sit Skød mod
Kjolens tætte Glitter, der indhyllede hende som i en
tindrende Regn af Sølv
— Alle Russere maa være Dem taknemmelige for
Deres „Dagbøger fra Rusland".
Hverken Mesteren eller Mikael havde talt. Mikael
stod saa nær ved Trappens gyldne Kumme, at Spring-
vandets yderste Draaber, som en Dugg, naaede at
strejfe hans Kind.
Hr. Schwitt sagde i en Tone, der lød kortere
— Jeg skrev, hvad jeg saå.
Men han begyndte paany at tale, til han pludselig
standsede, maaske i et Mandfolks Vrede, som ikke bli-
ver hørt af en Kvinde, og han sagde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:24:30 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bang/5/0052.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free