Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 66
— Jo, svarede Claude Zoret : men de fleste tømrer
sig dem selv.
Som et Lyn fløj Mikaels Blik mod Mesteren, der
ikke saa det, mens Fru de Zamikof havde grebet dets
Glimt.
— Er vi færdige? sagde Mesteren over mod Prin-
sessen : Velbekomme.
Og vendt mod Mikael sagde han
— Du kommer vel op — siden?
Mikael havde løftet sit Ansigt, der var hvidt som
hans hvide Hals
— Jeg venter Adelsskjolds hjemme, sagde han og
rejste sig halvt for Fru de Zamikof, der gik ved Meste-
rens Arm.
Da de gik op ad Trappen til Atelieret, sagde Prin-
sessen og smilede
— Hr. Mikael var i daarligt Humør.
Mesteren halvlo:
— Var han? sagde han: Naa, naar unge Mænd be-
gynder at leve, er de altid saa lunefulde som Børn. der
faar Tænder.
I Atelieret begyndte Mesteren paany at arbejde. Men
pludselig holdt han op
— Nej, nej, ikke idag, sagde han: vi maa bie paa
„Tidens Fylde".
Og med de straalende Øjne fra før, af Sejr eller
Lykke, sagde han
— Men kom, Prinsesse, idag følger jeg Dem selv til
Dørs.
Han bød hende sin Arm og førte hende ud i Vesti-
bulen.
Majordomus havde rejst sig, med Læberne sammen-
knebne som en Syl, og vilde række Fru de Zamikof
hendes Cape. Men Mesteren tog den selv og lagde den
om hendes Skuldre
— Tak for idag, sagde han med sin brede Stemme.
— Hvorfor takker De? spurgte Fru de Zamikof.
Mesteren smilte og sagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
