Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
97 MIKAEL
— Vift, vift, raabte Mikael.
Og de viftede begge, ud af Vinduet, med begge de-
res Hænder, ud til to unge Folk, der stod paa en Villas
Altan, som var fuld af Blomster. De saå de to hver
Dag. Mikael havde fundet paa, de var nygifte.
De Unge svarede og lo og viftede igen.
— Maaske har de været gifte i tyve Aar, sagde Mi-
kael.
De unge Folk saås ikke mer.
— Saa blev de da gift, da de blev født, sagde Lucia
og lo.
— Ja, lo Mikael, vi skulde alle giftes, naar vi blev
født.
Han svingede hende rundt i Kupéens smalle Rum:
— Vi skulde alle giftes i Vuggen.
De var i Versailles og søgte hver sin Vogn og kørte
til Hotellet til hver sin Indgang.
Mikael kom først. Han saå sig om i den lystbetrukne
Stue:
— Ja, ja, Bordet var dækket ... Og jo — han
bøjede sig over dem et Nu — Roserne var friske i
Kummerne paa Verandaen.
Lucia kom ind.
— Velkommen, sagde Mikael og bukkede.
— Velkommen hjem, sagde han og trykkede hende,
i Storm, ind mod sin Skulder.
— Nu spiser vi, sagde han, og de satte sig til Bords.
Mikael spiste, som spiste han af Lykke, til alle Da-
gens Tider og i alle Døgnets Timer.
— Hvor Du spiser, sagde Lucia.
— Jeg er sulten, lo Mikael.
— Det ser jeg.
— Er Du ikke?
— Nej, sagde hun.
De talte dumme Ord og de lo ad ingenting, og naar
Tjeneren var ude, kastede Mikael hende Nøddekerner
i Hovedet.
— Hold op, sagde Lucia.
H. B. V 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
