Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 96
— Jeg elsker Dig.
— Jeg elsker Dig.
— Jeg elsker Dig, sagde han.
— Ja.
— Hvor jeg elsker Dig, hviskede han.
— Ja.
Som de, der kommer hjem, fløj hans Læber ned om
hendes Øre, rundt om hendes Nakke, op om hendes
Øre:
— Hvor jeg elsker Dig, hviskede han.
— Du kvæler mig, sagde hun.
— Nej.
— Du kvæler mig.
— Ja, sagde han
— Hvor jeg dog elsker Dig.
— Ja.
Pludselig slap han hende og han greb hendes Haand,
som han kyssede der, lige ved Fingrenes Rand
— Lucia, Lucia, Du, hviskede han, mens hans
Stemme skjalv.
Og i ét Sæt satte han sig, næsten med et Plump,
midt i Sædet, ligeoverfor hende
— Og saa sidder vi stille, sagde han.
Toget skød videre, mens de pludrede.
— Hvad sagde han til Dig? spurgte pludselig Lucia.
— Hvem?
— Hr. Zoret, sagde hun, der aldrig mere sagde
„Mesteren" . . .
— Ingenting — Mikaels Tone blev ligesom en Ken-
de knappere —: Han tror jo, jeg maler herude.
Han saa ud ad Vinduet:
— Se, sagde han, han stod der ogsaa igaar.
Der stod en ung Mand ved et Led, og Mikael lo.
— Han ligner sin Bedstemoder i Ansigtet, sagde han.
Lucia sprang op. Hun var af Væsen, af Skikkelse,
af Stemme som omgydt af Mikaels Ungdom
— Nu kommer de Nygifte, sagde hun.
— Ja, ja.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
