Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
99 MIKAEL
Han lo mens han brystede sig:
— Velbekomme, og han greb om hendes Liv, mens
de gik ud paa Verandaen.
— Hvor her er dejligt, sagde hun og saå ud over alle
Kummernes Roser og Havens Roser, der udenfor stod
som et eneste Bed.
— Ja, her er dejligt.
De satte sig begge og tav længe, mens Sommerens
Sol strømmede ud over deres Legemer
— Mikael, Mikael, hviskede Lucia, lænet til hans
Skulder.
Hans Ansigt var hvidt, og under de sænkede Laag
syntes hans Øjne sorte:
— Ja, min Elskede, hviskede han tilbage, ud mod
Himlens Lys.
De sad igen, til Mikael langsomt strakte Haanden ud
mod Likøren, der lyste som en gylden Iris i det fyldte
Glas
— Vi maa drikke, sagde han, og paa én Gang drak
de begge af det samme snævre Glas, som af en Blom-
sterkalk, midt i Solen.
Og som helt beruset, ude af al Fornuft, lykkefunklen-
de, skød Mikael Lucia fra sig og greb Servicets Glas,
dets Kopper, Kar og Kummer, og én efter én, ét efter
ét, under de samme Ord, slyngede han dem ned mod
Verandaens Gulv i en lysende Bue
— Jeg elsker Dig,
— Jeg elsker Dig.
— Jeg elsker Dig, raabte han, til hvert et Glas var
splintret.
Og som han vilde plyndre det altsammen og hærge
hele Rummet, rev han Roserne op af alle de store Va-
ser og dyngede dem hen og ned over Gulvet som et
Væld af Hvidt
— Gaa nu over dem, raabte Mikael.
Lucia, hvis vidtopspilede Øjne hvilede paa ham, sag-
de, mens hendes Stemme lød saa mærkelig stille eller
ydmygt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
