Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115 MIKAEL
— To hundrede Tusinde er den værd. Nu véd Du
det.
Lucia laa stille. Hovedet havde hun støttet til hans
Knæ.
— Hvad tænker Du paa? hviskede han.
Hendes Stemme kom som langt borte fra eller fra
andre Egne, da hun talte
— Jeg tænker paa Lykken, sagde hun.
— Lucia, hviskede han : kom med dine Øjne.
Mesteren vendte sig ikke, da Tjeneren meldte Ban-
kier-Baronens Navn
— Hvad vil han? spurgte han.
Tjeneren bukkede:
— Baronen sagde det ikke.
— Det er ikke min Modtagelsestid, sagde Mesteren.
Tjeneren blev staaende
— Baronen vidste det.
Mesteren rejste sig:
— Lad ham komme, sagde han : Sig, han er velkom-
men.
Han stod foran et Bord, da Pengemanden kom ind.
— Jeg kommer paa en urimelig Tid, sagde Baronen,
der holdt sin høje Hat og Stokken paa en ganske egen
Maade, ind til Figuren.
— Lidt urimelig, sagde Claude Zoret, og med en
Haandbevægelse, der kun var kort, lagde han til: Vil
De ikke tage Plads?
— Netop, kære Mester — og der gled et næsten
usynligt Smil hen over Bankierens ubarberede og en-
gelske Ansigt — fordi jeg véd, hvor kostbar Deres
Tid er, skal jeg ikke spilde den, men straks gaa
til Sagen.
Claude Zoret havde ved den næsten uhørlige Under-
stregning af Ordene løftet sit Hoved:
8*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
