Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
117 MIKAEL
Finansmanden lo, da Mesteren pludselig greb hans
Haand
— Og for Resten . . . Tak, sagde han.
Og han fulgte Bankieren til Dørtærskelen.
Mesteren vilde gaa op i sit Atelier, men han holdt
nu og da inde paa sin Vej, som standsedes hans Gang
af en Tanke eller maaske af en legemlig Smerte. Hans
Læge havde i den sidste Tid igen et Par Gange villet
undersøge hans Hjerte.
Oppe i Atelieret tog han Bluse paa. Modellen var
ikke tilsagt. Men det var ogsaa med Germanerens Øj-
ne, han stred: De skulde skinne, mens han huggede i
Cæsar.
— Men det var jo kun rimeligt, at Mikael brugte
Penge. Glæden kostede Penge. Sol kostede Penge.
Livets Lys kostede Penge.
Mesteren standsede og smilede: han huskede en
Gang fra den Vinter, han med Mikael tog Studier i det
sydlige Algier, han havde set et Par unge Palmer paa
en Skraaning og han havde tænkt, at saadan som de
voksede, ranke og frie, bredende deres dejlige Blade
i Lyset — — saadan vilde han lade et Menneske
leve, saadan vilde han lade Mikael vokse sig stærk i
Solen.
Mesteren gik tilbage fra sit Lærred
— De Øjne skulde skinne.
— Af Livets Uforstand skulde de skinne, mens han
hug til Cæsar.
Mesteren slap sine Redskaber og gik med lukkede
Øjne rundt i Atelieret, hvor han kunde færdes som den
hjemmevante Blinde
— Men det var kun det, at Mikael var gaaet til den
fremmede Mand, havde foretrukket at gaa til det frem-
mede Menneske, skønt han dog vidste ....
Pludselig aabnede Mesteren Øjnene og han lo
— Men han havde jo rigtignok trukket rigeligt hos
dem begge.
Claude Zoret stoppede sin Pibe fast med sin brede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
