Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 120
— Ja, sagde Adelsskjold og saå ud for sig: naar man
blot er flittig.
De sad igen, til Mesteren rejste sig, og Stolene
skubbedes tilbage i den stille Stue.
De to Mænd gik ind i Dagligstuen, hvor Vandet faldt
i de Rodinske Kummer med Lyden som af en lang Regn.
— Farvel, sagde Adelsskjold og tog om Mesterens
Haand.
— Farvel, min Ven, svarede Mesteren og gengældte
pludselig hans Haandtryk.
Claude Zoret vendte tilbage til sit Atelier og iførte
sig sin Arbejdsbluse. Han stod igen foran „Germane-
ren".
Det var hans Ansigt, han vilde se, hans Ansigt —
hans Øjne.
— Hans Øjne skulde lyse.
— Af Livslyst skulde de lyse.
Mesteren vandrede paany med lukkede Øjne og
tvang sig til at se under’den allersidste Anspændelse af
sin Vilje
— Hvis han dog kunde fange Ungdommens Livs-
lyst i hans Øjne. Hvad angik Cæsar ham? hvad ved-
kom ham Cæsar? Han huggede til, fordi han var tyve
Aar, fordi hans Blod var blankt og rødt, fordi hans Tæn-
der var hvide, fordi hans Muskler var stærke og bar
ham. Fordi han var — hug han til og flak han Cæsar.
— Ja, Ungdommen skulde straale i hans Øjne.
Men paa én Gang aabnede Mesteren sine Øjenlaag
og der fløj et Smil over hans Ansigt:
— Hvor kunde man tage saadan fejl.
— Selve Kompositionen maatte han ændre. Solda-
ten var Midtpunktet og Skikkelsen. Enten det var Cæ-
sar, Drengen saarede, eller det var en anden — hvor
tilfældigt.
— Det var Hugget, det gjaldt. Hugget, som faldt,
fordi det maatte falde.
Claude Zoret havde sat sig. Med de lukkede Hæn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
