Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 190
lige saa ligegyldigt som hun, men med de sorte op-
spilede Øjne fæstede lige paa hendes Ansigt:
— Har Du nogensinde haft andre Elskere, mens vi
har kendt hinanden?
Fru de Zamikof tav et Øjeblik. Saa svarede hun
— Ja, én — i Begyndelsen.
Og et Nu efter sagde hun og stadig, som talte hun
om noget ganske ligegyldigt:
— Da elskede vi jo ikke hinanden.
Mikael rørte sig ikke.
— Og siden? sagde han.
Udtrykket i Fyrstindens Ansigt forandredes
— Det véd Du jo godt, sagde hun, og, idet hun
lagde sin Haand over paa hans, sagde hun meget blidt
— Eller véd Du det ikke?
.
— Jeg, Mikael, lyver ikke mer. Saa meget har Du
lært mig.
Mikael svarede hende ikke.
Hans bestandig opspilede Øjne betragtede den tom-
me Luft.
— „Claude Zoret, Smerternes Maler — Claude Zo-
ret, Frankrigs Hæder" . . .
Fru de Zamikof sad en Stund, før hun sagde
— Men Menneskene véd saa lidt om Kærligheden,
og vi giver saa mange Følelser det samme Navn.
Hun løftede pludselig sit lysende Ansigt imod ham
— Men Kærligheden, sagde hun og smilede: den
er den store Guldrenser.
Mikael havde bøjet sit Hoved over det opslagne
Blad, mens det sorte Haar faldt ned over hans Pande
som en dækkende Sky.
Al hans Forvirring og al hans hemmelige Anger, alt
hans brunstige Nag til dem, der havde besiddet hende
før ham og med ham — brød sig som en urimelig Storm
af Had frem mod Mesteren, „den Genopstandne", ham,
Geniet, ham, hans „Velgører", „Smerternes Maler",
ham, til hvem hun havde budt sig frem — Mesteren,
Mesteren, Claude Zoret . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
