Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
191 MIKAEL
Han talte ikke. Han vidste ikke selv, han paany var
begyndt at læse i det opslaaede Blad, hvis Bogstaver
blev store som undertiden for den, der læser gennem
Taarer
— „Maaske er, teknisk set, intet saa beundrings-
værdigt som Luften i „Job". Ingen Landskabsmaler er
nogensinde naaet højere end her Claude Zoret."
Mikael flyttede halvt i Tanker sine Øjne og han læste
alle de Besøgendes Navne
— Jo, de var der alle — Hertugerne og Stormagts-
Gesandterne og Hr. Leblanc . . .
Fru de Zamikof havde tiet en Stund, mens Mikael
læste. Saa sagde hun ud i Luften
— Nu véd vi det da, at Kejseren hjælper os ikke.
Mikael løftede Hovedet og sagde — han tænkte : det
er Studierne fra Algier, han har brugt til Luften i „Job"
— aandsfraværende
— Hjælper han ikke?
Og han gentog:
— Hjælper Kejseren ikke?
— Nej, sagde Lucia: jeg havde imorges Brev fra
St. Petersborg.
Hun sad lidt:
— Saa er der altsaa (og hun lo) ikke andet at gøre
end at gifte sig med Claude Zoret.
Der slog en Flamme ud af. Mikaels Øjne:
— Vi maa afsted, sagde han.
De fik Tøjet paa, og ude paa Fortovet fløjtede Mikael
paa en Vogn.
Men inde i Vognens Mørke tildængede han som
den, der er bunden og aldrig skal løses, Lucia med
sine Læbers Kys.
Pludselig løftede han Hovedet og sagde:
— Jeg gaar derover og spiser.
— Hvorfor?
— Jo, svarede Mikael og hans Ansigt lyste gennem
Vognens Mørke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
