Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Mikaël - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
211 MIKAEL
Majordomus aabnede Badeværelsets Dør, og Meste-
ren slog atter Blikket op mod Lægen:
— Hvem er her? spurgte han.
— Vi, svarede Lægen.’
Claude Zorets Læber trak sig sammen :
— Hvor er Schwitt? sagde han.
— Jeg er her, sagde Schwitt, der stod lænet til Sen-
gen.
Mesteren vendte Øjnene mod ham.
— Sæt dig dér, sagde han.
— Og lad de andre gaa.
Lægen og Majordomus gik, mens Charles Schwitt
satte sig paa Sengekanten. Nær Mesteren som han sad,
fornam han hans Legeme skælve under Tæpperne.
Mesteren havde flyttet sine Øjne og han talte lang-
somt. Gennem Halvmørket skinnede hans Ansigt.
— Charles, sagde han, vil Du love mig, at naar jeg
er død, vil Du føre mig hjem, hjem til „Kilderne", der
hvor jeg kom fra. Dér vil jeg hvile midt i Agrene der,
hvor Sæden skyder og Græsset grønnes. Der vil jeg
ligge ene. Og snart vil ingen vide, hvor det er gemt,
som en Gang hed Claude Zoret.
Mesteren havde lukket sine Øjne. Fra Badstuen hørte
man en enlig og langsom Draabes Fald.
— Lover Du mig det? sagde Mesteren.
— Ja, Claude, jeg lover Dig det.
Mesteren blev ved at se ind i hans Ansigt, fast, som
vilde han tage ham i Ed
— Og I vil begrave mig en Morgen, naar Solen
staar op og ingen skal kende Stedet, hvor jeg blev lagt.
— Jeg lover Dig det.
— Og ingen skal rejse nogen Sten med mit Navn,
saa længe dit Ord er til — lover Du mig det?
— Jeg lover Dig det.
En Hulken trængte sig frem over Charles Schwitts
sammenpressede Læber. Men Mesteren sagde roligt:
— For Mennesker skal ikke rejse Mindesten for
En, de ikke kendte.
14*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
