Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261 DE UDEN FÆDRELAND
— Jeg skal til Orsowa. Vil Du med?
Joan bøjede hastigt Hovedet, og det skjalv i hans
Ansigt.
— Ja, sagde han
— Ja, Tak.
— Vi ta’r afsted Klokken to.
— Ja Tak, gentog Joan.
Joan var ganske rolig — saa stille og rolig som den
Gang, da han var i Budapest hos Lægen, der skulde
snitte i hans Øjne. Han sad i Baaden og hørte hvert et
Aareslag. Nu saa han Bøjen og nu saa han Molen.
— Fryser Du, Joan? spurgte Hr. Christopulos.
— Nej, sagde Joan.
Nu saa han Drengene, der laa med deres Snører.
— Du er saa bleg, Joan.
— Ja.
Men Drengene rejste sig ikke og de blev ved deres
Snører.
— Sid stille, Joan.
— Ja.
— Dér var Bødkerens Søn.
— Hvad vil Du, Joan?
— Jeg flyttede kun.
Nu roede de forbi og lagde til.
— Kommer Du, Joan?
— Ja.
Joan gik ud af Baaden og stod paa Trappens Trin.
Saa kom det. Det var Skrædderens Søn, der raabte
det, og det ramte i Joans Ryg som en slynget Sten —
mens den skingre Latter slog frem imod ham.
Joan havde i et Nu ført sine Hænders Fingerspidser
ind mod hinanden, men saa samlede han begge sine
Hænder.
— Hvad er det, de Drenge raaber, spurgte Hr.
Christopulos, som ikke forstod Serbisk.
— Jeg véd det ikke, sagde Joan, og de gik videre.
De kom over Torvet. Men der var ingen, der raabte
mere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
