Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
275 DE UDEN FÆDRELAND
og dens Lys faldt ind i Rummet. Joan stod med Ryggen
mod Vinduet. Det gamle Chatol fra Vejle og Munke-
bjerg paa Væggen og den hvide Lampe og „Skumrin-
gen" og Anes Skriftsprog over Sengen — alting blev
saa tydeligt, i Maanens Skær, som det meget fjerne
kan blive det, eller ogsaa ofte det, som man ser gen-
nem Taarer.
Joan saa hver en Ting og hvert et Billede : Saa høje
Parthenons Søjler var. Dér var Hr. Christopulos nu
— i sit Land.
Joan vendte sig, om mod Vinduet.
Saa klart Lyset dog var. Kun Poplernes Skygger Iaa
frem over Gaarden mod Huset som to mørke og ud-
strakte Arme.
Joan gik i Seng, men han sov ikke. Var detTømmer-
flaaderne, han hørte? Ja, nu gled de ned ad Floden, da
det var maanelyst. Hvor Chatollet blev stort, naar Maa-
nen skinnede — som det blev dobbelt saa stort. Da
hans Mo’r levede, laa der smaa, visne Kranse i alle
Skuffer, smaa visne Kranse mellem hendes Klæder . .
Hun græd saa tit, naar hun sad under Møllevingerne
og saa efter Tømmerflaaderne — Flaaderne, naar de
drev med Floden . . .
Døren gik saa sagte.
Det var Ane.
Hun listede, paa Sokker, ind ad den halvaabne Dør,
frem over Gulvet.
Men Joan — og han vidste ikke selv, hvorfor han
gjorde det — havde lukket sine Øjne.
Han hørte hende gaa tilbage over Gulvet, og han
aabnede sine Øjenlaag.
Ane havde sat sig ned, ned paa Gulvet med Ryggen
til Chatollet. Med de sammenfaldne Skuldre, ubevæge-
lig, lige i Maaneskæret — lignede hun et søndret Ler.
18«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
