Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 298
— Men ... jeg forstaar ikke rigtig din Smerte.
— Den er saa egen, din Smerte.
Hr. Legat rejste sig:
— Men det er vel, fordi jeg er Franskmand og Du er
— og han lo lidt — saa fortvivlet som en Ungarer.
— Jeg er ingen Ungarer, sagde Joan.
Hr. Legat lo
— Hvad er Du da?
— Naa, spil saa videre . . .
Men Joan blev staaende, ubevægelig, med den stum-
me Bue i sin Haand.
Tjeneren meldte Middagen for anden Gang, og Joan
stod op fra sit Kammers’ Sofa og gik hen gennem Ori-
enttogets klaprende Vogne.
Hans Akkompagnatør, Henry Collyett, Australeren,
stod henne ved Spisesalsdøren og ventede paa ham
— Véd De det? sagde han : Jens Lund er med i To-
get. Han stod ind i Miinchen.
Joan drejede over den meget høje Flip sit Hoved lidt
for hastigt:
— Ja saa, sagde han, og lidt langsommere:
— Hvor spiller han?
— Jeg véd det ikke, svarede Australeren, og med de
runde og blaa Øjne helt aabnede lagde han til
— Hvor han saa mærkelig ud. Hans Ansigt er snittet
som et Stykke Træværk paa en Kirkestol.
Aandsfraværende sagde Joan
— Det er sandt.
Men pludselig sagde han med et Nik
— Ja. Hans Vilje har snittet det.
Henry Collyett havde aabnet Døren til Spisesalen
— Men han er altfor pyntet, sagde han. Men, idet
hans Tanker atter skiftede, lagde han til — med Tone-
faldet over Joans sidste Ord i sine Øren
— Hvor De dog beundrer ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
