Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
297 DE UDEN FÆDRELAND
Joan betragtede hans skønne Ansigt:
— Du vilde ikke forstaa det.
Men pludselig sagde Fyrsten .-
— Vent paa Gaden. Jeg vil følge Dig paa Vej.
Da Chira kom tilbage, stod de, omme paa Gadehjør-
net, ind i en Vogn.
De kørte over Seinebroen ind gennem Louvres Gaard.
De gyldne Kugler lyste stille paa deres Søjler. De havde
ikke talt.
Saa sagde Joan
— Naar rejser Du?
— Naar?
— Ja hjem. Hjem til Indien.
— Det er ikke sikkert, jeg rejser til Indien.
— Hvorhen da?
Inderen svarede
— Derhen, hvor Asien sender mig.
Som noget der knækkes, knækkes af en Økse, faldt
Joan over mod Inderens Legeme, og paa én Gang hul-
kede han — som skulde han udhulke alt sit Liv.
Inderen førte sine Hænder hen over hans Haar
— Joan, hvorfor græder Du? sagde han: Alt dette
skal en Gang lægges øde.
Joan hørte ham ikke. Om dem laa Boulevardernes
Lys.
Joan havde Time med Professor Legat.
Den gamle Mand var sunken sammen i Lytten. Det
tunge og graa Haar var faldet ned over hans Overansigt
som en Skærm.
Saa løftede han Hovedet, saadan brat som han
plejede
— Du fortæller din Violin saa meget idag, Joan,
sagde han.
— Hvorledes, Mester.
— Du betror den saa megen Smerte . . .
Hr. Legat saa paa ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
