Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
353 DE UDEN FÆDRELAND
saa godt, at jeg bomrer i mit Tyske. Man har dog stu-
deret i Leipzig, men man glemmer, og gør man først
den Dumhed at gifte sig, gaar jo Ens Kunst og det bli-
ver Huset det Hele, skønt nogen, der takker, er der
saamæn ikke" . . .
Og pludselig havde hun gnedet sig ned over begge
de udstaaende Kindben og sagt:
— Ja, hvad mener nu egentlig De, saadan en Be-
rømthed, om Livet?
.... Joan blev ved at smile, mens han gik hen over
Gulvet
— Nej, saadan i Sprog havde de egentlig ikke de-
res Styrke i Danmark. De rejste vel ikke. Man blev
hjemme, her i Danmark. Hans Moder havde heller al-
drig rigtig kunnet lære Ungarsk. Hans Fader havde altid
talt Dansk med hende. Hvor godt han huskede hendes
Stemme. Den var ogsaa saa ganske stille og ligesom
halvbange.
Joan havde sat sig ved Klaveret. En Melodi gled
langsomt frem under hans Hænder .... hvordan var
nu Ordene, de Ord? Hans Mo’r sagde dem saa tit, naar
Joan, han sang dem, alle Melodierne, foran den sorte
Kakkelovn med Fødderne:
Og Maanedsdagen . . .
Maanedsdagen ....
Joans Hænder slap Tangenterne . . .
De havde tændt et Par Lygter paa Gaden. Deres
Skær faldt gennem Vinduernes Blomster ind over alle
Billeder. Saa stille her var. Han hørte Fodgængernes
langsomme Skridt paa Gaden. Nu gik de vel hjem fra
Arbejdet og fra Markerne.
Joan blev ved at søge om de Ord
Men Maanedsdagen derefter
laa han i sorten Muld.
Hans Mo’r havde saa tit sat sig hen ved Vinduet om
Aftenen, med Hænderne op under Hagen, og stirret ud.
H. B. V 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
