Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
359 DE UDEN FÆDRELAND
Han rev Telegrammet i Stykker og skrev igen —
langsomt som den, der staver hvert Ord.
— Er det nu rigtigt? spurgte han og rakte hende
Blanketten igen, som Gerda læste : „Jeg sender dig,
gamle Ane, en hjertelig Hilsen fra Danmark. Din
Josse".
— Ja, sagde hun og lo : nu er det rigtigt.
— Josse, sagde Joan : det vil glæde hende.
Joan betalte, og de gik ud.
Frøken Gerda blev et Nu staaende paa Broen
— Det var dyrt, sagde hun
— Men det er jo ogsaa langt og hun saå
frem i Mørket:
Saa sagde hun
— Men jeg holder ikke af at faa Telegrammer.
— Hvorfor?
Hun begyndte at gaa igen
— Nej, for jeg har en Gang faaet et, der var altfor
sørgeligt.
De kom forbi Stationen, og Joan sagde:
— Mon alt mit Tøj er kommet op? (hvad han vidste
det var).
— Vi kan da spørge, sagde Gerda.
Joan gik ind gennem Vestibulen ud paa Perronen.
Frøken Gerda fulgte efter. Der var ingen, alt var stille.
Kun Telegraftraaden sang over dem. De stod ved
Perronens Rand. Skinnernes Staal tabte sig derude i
Mørket.
Frøken Gerda sagde og talte sagte
— Jeg gaar saa tit herned — — om Natten (hun
vilde le).
— Om Natten?
— Ja, naar Iltoget kommer forbi . . . Jeg maa ikke
. . . Men jeg sidder jo oppe alligevel. Og det er saa
smukt — alle de lyse Vogne og alle de Mennesker der-
inde, som man aldrig skal faa at se ...
— De har da set hundrede Tusind Mennesker, sag-
de hun.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
