Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - De uden Fædreland — - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 494
Og han talte om, hvordan den skulde blive et Fristed
for de Pinte; og* de Ulykkelige vilde de modtage og For-
bryderne, der var flygtede, og de Mange, som Livet
havde slaaet med Saar, de skulde tage imod dem . . .
Han talte og vidste ikke selv, hvorfra han fik sine
egne mange Tanker — om et Hospital, de vilde bygge
ude ved Moders Mølle og Munkebjerg vilde de kalde
det . . .
Gerdas Øjne hvilede stumme paa hans Ansigt.
— Munkebjerg skal det hedde og Havnen kalder vi
Vejle
Joan havde standset et Nu.
— Til Minde om Deres Mo’r, sagde Fru Jespersen,
saa sagte som han.
— Ja, til Minde, sagde Joan pludselig — og han for-
nam det, som havde han med sine Hænder afbladet et
helt Træ.
Men Fru Jespersen trak paa én Gang Skuldrene sam-
men i en Frysen (fornam ogsaa hun, at her skete noget,
her, hvor intet ’skete ?)
— I den Mazurka, sagde hun, danser Genfærdene.
Præsten, som stadig stod bag ved sin Hustru, sagde
langsomt
— Ja, hvor Kunsten dog er rig. Jeg synes, det er,
som vi i Aften havde faaet til Givende et helt Liv.
— Maaske De ogsaa har det, Hr. Pastor, sagde Joan,
og han var staaet op.
Købmanden havde ikke taget Øjnene fra sin Datter.
Mazurkaen var endt.
Johansen havde kaldt paa sin Bestyrer.
— Skænk et Glas rundt og lad Gerda hjælpe Dem.
Der skulde skænkes det sidste Glas.
Et Nu havde Joan støttet sig til Eriks Skulder.
— Du har s’gu talt for meget, sagde han, da han for-
nam Joans Legeme saa tungt.
— Og man skal stikke Fingrene i Jorden, før man
giver sig hen, sagde han og lo.
Og ved hans Latter lo ogsaa Joan — højt, et Nu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
