Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ti Aar - Ti Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
71 TI AAR
synes man at se Talentet gro. Og Kunstnere, der knapt har hørt op
med at være Zigeunere, har endnu ikke tænkt paa at blive Embeds-
mænd. De Folk er endnu Kunsten hidsigt hengivne, de ikke kun lever
af den naa, det sidste kan de endogsaa næppe. Thi et ungt Men-
neske som Norge har en slunken Pung, som vi véd, og har ikke meget
at spendere paa Kunst.
Men Kunstnerne, der er lige saa unge som deres Land, har Modet
til at leve trangt.
Ja, min Gud, hvilke besynderlige Kunstforhold i den Stad Kristiania
med dette Hovedkvarter i Grand og denne geniale General, som lønnes
af de menige Soldater. Her genopleves Romantikens Kunstnerromaner,
og der er endnu Digtere, som sulter paa Tagkamre og, ligesom
i Folkekomedierne, skriver Mesterværker, mens de sulter.
Hvor mange besynderlige Silhuetter gemmer min Erindring dog
ikke fra denne mærkværdige Verden, hvor Drifterne er saa voldsomme,
Tankerne skyder saa vildsomt af gærende Jord, og Forvildelserne hæn-
ger tæt over Talenternes Hoved, tæt som truende Sneskred.
Men Kraft er her. Man siger om en Bog, man vil skrive:
— Jeg maa slænge den fra mig.
Man siger om et Maleri, man vil male:
— Jeg vil brænde det ned . . .
Og man slænger fra sig og man rabler sammen og man — skaber
Kunst under al Livets Lovløshed.
Den Koloni har sine egne Love. Har én Penge, har alle. Har én
slaaet Mønt, deler han med alle.
De skriver, naar Aanden er over dem. Saa flyver de bort og gem-
mer sig, paa et Fjeld, ved en Fjord, i en Krog — laver „Boka sin"
og kaster den i Hovedet paa en Forlægger og vender hjem igen til
Grand, hvor de træffer de andre, der stirrer fra deres Sofa op i Loftet
og fører rød Tale og skænder Samfundet, som ikke føder dem.
Thi disse Mennesker, der er saa elskværdige og saa naive, finder
endnu den Dag i Dag, at Talentet burde bespises paa et Prytaneion,
og i Ungdommens Følelse af Geniet kalder de Forlæggerne for Aagrere,
Forlæggerne, som maa sælge Regnebøger for at dække Tabene, for-
voldte ved deres unge Værker.
Og i Raseri vil de „fylde Filleaviserne". . .
De forsøger derpaa og Dage lang tygger de paa deres Penne, mens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
