Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sarah Bernhardt - Hamlet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
311 SARAH BERNHARDT
er det det, at en Mands Følelsesliv, hans Indre, for-
tolkes af en Kvinde, som vækker et Forhaands Ubehag.
Sarah Bernhardts Tolkning vilde i saa Fald for al
Tid have slaaet dette Ubehag ned. Hvert Menneske, der
har set hendes Hamlet, maa forstaa, hvad der har dre-
vet Mme. Bernhardt saa uimodstaaeligt mod denne Skik-
kelse : hun har hos Hamlet og maaske kun
hos ham fundet den mægtige Udfoldelse
af hele den Sjælstilstand, der er hendes
egen. Hun har maattet gøre sig til Mand, for, som
Hamlet, fuldt og ganske at kunne tolke den besynderlige
Sjælslidelse, der er Bunden for hendes egen Genialitet.
Det er Hamlet som Nevrasteniker, Sarah Bernhardt
gennemlever for vore Øjne. Billedets mægtige Helhed
fremkommer ved den aldrig svigende Sandhed, med
hvilken Mme. Bernhardt fører sin Skikkelse gennem
den Skala af Nevrasteniens frygtelige, modsatte, skif-
tende og urimelige Stemninger — urimelige og næppe
altid helt af Viljen tøjlede. Thi Sjælstilstanden, hvorom
det drejer sig, er Nevrosens yderste Grænse, og
Nevrastenikeren gaar paa Line over Sindssygens Af-
grund. Med et forfærdende Kendskab oprullede Sarah
Bernhardt alle disse Stemninger, fandt hun alle de
Udbrud, hvor Nevrastenikeren endnu forbliver sig selv
fuldt bevidst og dog gaar — Haarsbredden videre end
han vilde. Det er i saadan et Øjeblik Hamlet støder
Fløjten ind i Rosenkrans’ Mund eller pludselig af Gal-
genglæde gør et Drengehop et Nu, hvor han er uset.
I overvældende Mangfoldighed malede Sarah Bern-
hardt med tusinde Træk Hamlets sjælelige Væsen. Han
var aldrig gal og dog bestandig paa den alleryderste
Skillelinje til at blive det. Hans Blik, hans Stemmes
Klang, hans Bevægelser, der var abrupte og halvt uvil-
kaarlige, viste det. Hvor flammende hans ætsende Spot-
ten var, hvor klar hans Ironi, hvor genial hans Haan
— og hvilke Toner fandt ikke Sarah Bernhardt for
Haanen — det laa dog alt, i Kraft af en vis Overdri-
velse, paa Sygdommens Grænse. Som de Døende til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
