Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
317 ELEONORA DUSE
sorgfulde Liv. Trætte har de Kvinder tænkt sig. Møder
Kærligheden dem, er Mandens Skulder dem mest et
Sted, hvor deres Hoved finder Hvile. Ogsaa ligegyldige
er de blevne, af et tungsindigt, næsten passivt Laissez-
aller, som kun Uslinges Herredømme i Livet, hvilket
de gør for usselt, for Øjeblikke mægter at bryde : mod
en von Keller kan Magda flamme op. Ellers ejer hun
kun sit Vemod og sin Spot, en Spot, der er næsten di-
strait, og som hun tilkaster Byens Fruer, da hun ikke
kan undgaa dem, — tilkaster dem i sine Tankers le-
dige Stunder næsten som en Almisse eller endnu mere
som Benet, slængt til Hunden. Men fremfor alt sit
Vemod. Den Vemodighed gemmer over Haab og Livets
brustne Glæde, som den bundløse og stille Sø gemmer
over Eventyrets Slotte og Spir og Taarnene, der sank.
Kunde Aarene, der gaar, udslette alle andre Billeder
af Duses Kunst hos dem, der har mødt den — ét vil
de lade tilbage : Magda bøjet over sin lille Søster. Der
taltes næppe, det var kun en Haands Kærtegn over et
blondt Haar, men hvor ømt. Hvor meget dog hun vid-
ste, der gav det Kærtegn, — og hvor gjorde hendes
Viden hende ikke bedrøvet. Jeg véd kun én eneste
Kunstens Ting, der rummer en samme sorgfuld Sum
:
Det er Fru Fønss’ Brev til Tage og „lille Ellinor" . . .
Den tungsindigt grundende Vemodighed, det er Duses
Kunst’s Grundstemning, og denne næsten passive
Sindstilstand gør hendes Geni — dramatisk.
Men denne samme Kunst, der er Udtryk for Pessi-
mismen uden Modstand, uden Haab og uden Skrig —
den virker aldrig sygt. Dens Harmoni, dens Midlers
stolte Naturlighed gør den sund. Desuden — ikke den
sygelige Lidelse, men den bitre Smerte, der er uund-
gaaelig for de stærke Sjæle, fremstiller Duse. Hun, der
selv er altid syg, stryger af Fremstillingen Sygdom selv
dér, hvor Rollen fordrer den . . . ikke et Smertens Of-
fer vil hun være, men Billedet af Smerten. Over Livets
Lidelser sejrer Viljen, — det er kun Livslidelsen, der
bliver tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
