Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Eleonora Duse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
319 ELEONORA DUSE
Hun véd det, og hun benytter sig deraf: Som ingen
Anden har hun bemægtiget sig „Rekvisittet". En Rose,
et Tørklæde, en Kæde, hun bemægtiger sig dem og
lader dem tale, og imens hun selv forbliver stille og
næsten ubevægelig, lader hun den døde Ting spille for
sig. For at mindes, hvorledes det livløse i hendes Haand
kan, som ved Trolddom, blive Liv og Billed-Spejl af en
Skiften i hendes Sjæl, husker man blot Blomsterne, hun
holdt i Scenen med Armands Fader. De syntes, under
den sikre Lykke, ranke, himmelstræbende; syntes at
vokse i Sol, til de, da Tvivlen kom, da Angsten kom,
da Haabet veg, blev som matte; med Stængler, der
sank, med Kroner, der bøjede sig, afblomstrede de og
visnede i hendes Haand. De frøs og døde og blev som
det golde Straa . . . Fru Duse bøjede med to, tre smaa
Haandbevægelser, man næppe saå, disse Blomsters
Kroner, og foran os, for vore Øjne, syntes de at dø af
Marguerites Smerte. Det var en Fremsrillingsmagt,
man ikke maler med Ord, og som man ikke vil krænke
med en Ros, der ikke naa’r den.
Benyttelsen af „Rekvisittet" er for den, som vilde
søge at komme ind i Udarbejdelsens Værksted i Duses
Kunst, det interessanteste at iagttage. Hun anvender
det som før hende kun visse Romanforfattere har nyt-
tet det, og kun en Zola har naaet et Mesterskab, hvor-
med denne Genialitet kan lignes. Som hos Emile Zola
en livløs Ting, indført i hans Skildring, som rent til-
fældig kan vende hundrede Sinde tilbage, kan blive
Symbol og Stemningens Spejl og selve Bogens Billede,
saaledes gør Eleonora Duse Santuzzas hvide Klæde til
Bud og Aabenbarer.
Eller de to Roser i „La Locandiera".
Mirandolina har dem med sig, da hun kommer ind.
Højst rimeligt; den høflige Gæstgiverske vil lægge dem
ved den Gæsts Kuvert, som hun vil besnære. Hun
lægger dem altsaa fra sig, naturligt eller nødvendigt,
ved Kavalerens Tallerken, — og vi glemmer dem som
et fint Indfald, hvoraf Fru Duse har de hundrede. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
