Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Josef Kainz - Tredie Billede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
363 JOSEF KÅINZ
og, af Fortvivlelse, bliver hans Haan Munterhed, saa vi
ler højt, mens vi havde Lyst til at græde
:
„Pfui und Pfui dariiber."
Og denne Verden, som lyver, lyver paa Randen af
sin egen Grav. Og Kinderne, som er sminkede, raadner
grønt bag deres egen Sminke.
„Dette var Yorrick."
„Men sig mig ét, Horatio, sig mig det ..."
„Ja, min Prins" . . .
„Tror Du, at Alexander den Store i Jorden saå lige-
saadan ud?"
„Ligesaadan?"
„Og stank ligesaadan
„Pfui — pfui dariiber."
De største, hvad blev der af dem i en Forgængelig-
hed, hvor alt forgaar? Af Cæsar saa meget Støv, at man
kan stoppe et Spundshul.
Og af Verden, hvad bliver der af den? hvad bliver
den til?
Denne Hamlet véd det.
Med en tørt fortvivlet Spot knaser Kainz’ Hamlet, i
Ordene til Rosenkrands og Gyldenstjerne, selve Uni-
verset, Luft og Stjerner, Verdner og Kloder og Jorden
— i sine to Hænder presser han det til det „Støv",
de er.
I denne tørre Spot, som gør Verdner til Sand, som
kan rummes i to hule Hænder, fandt Geniet sit sidste
Udtryk for den evige Forgængeligheds Smerte . . .
Hvad er Livet, hvad Menneskene, hvad Verdnerne?
Ikke de Taarer værd, som synes at fryse paa Ham-
lets Kinder.
Da sker det, at hans Foragt slaar om i en Ligegyl-
dighed, som er endnu mere grum end hans Foragt.
Da man har spurgt Hamlet, hvor Polonius er, og
da han saa svarer, at hvis man venter med at søge
ham, vil man lugte ham, og føjer til, at Polonius vil
vente, til I kommer — da taler denne Hamlet saa lige-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
