Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabrielle Réjane - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HERMAN BANG 386
Og hvorhen gaar de?
Réjane har sagt det en Gang, med et eneste Spørgs-
maal.
Det var i „La Douloureuse"
.
Maurice Donnays Skuespil er middelmaadigt, men
Gabrielle Réjane gjorde det til et Mesterværk ved at
fylde det til Randen med alt sit Væsen.
Hendes Helene Ardan vil ikke mere herske eller be-
ruse. Hun har sat sig ved den Elskedes Fødder. Dér
modtager hun, halvt jublende og halvt vemodig, Philippes
Kærlighed. Dér lytter hun, som Réjane véd at lytte.
Det er paa en Terrasse, foran en Park, hvor Skum-
ringen nærmer sig under Kastanjers Kroner. Der er
Selskab paa Terrassen og mange taler. Helene hører,
korrekt og tavs. Da taler med en Gang Philippe. Og
alt, Ansigt og Øjne og Mund og Skikkelse og Væsen,
det forandrer alt hos Helene, hvor dog intet er forandret.
Thi hun sidder som før og tier som før og har ikke
rørt sig. Og alligevel er det, som om hun, under den
Elskedes Ord, blot fordi han taler, aabnede selve sit
Skød i en modtagende Tilbedelse. En Blomst indsuger
saadan Solens Skin, som denne Helene indsugede den
Elskedes Ord med al sin Skabning. Denne tavse Lytten
var en Elskovens Aabenbaring . . .
Men den sidste Time truer ogsaa her.
Helene maa gaa. Knust under det yderste Slag græ-
der hun og beklager sig selv — og ham, klager hun
som en Sørgeklædt klager ved en Kistes Rand
:
Ah! mon pauvre ami, va, je ne triomphe guére ... si tu savais. . . .
Et puis å quoi bon récriminer ... de part et d’autre, ce qui est fait est
fait. Mais vois-tu, moi, ce n’est pas dans mon amour-propre que je
suis atteinte, c’est dans mon amour, dans mon unique et grand amour
. . . tout s’écroule, tout s’écroule, mes illusions, ma foi, mon ideal,
ma seule raison de vivre . . . c’est mon bonheur, mon pauvre bonheur
qui s’effondre ... Ah! c’est horrible, vous deux, vous deux. Ah! mon
Dieu,’je ne méritais pas ca!
Men pludselig, midt under sin Graad, som i et træt
Ryk, med en Stemme som En, der intet mer véd, eller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
