Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144:
Skram bøjede Hovedet og stod ud af Vognen. Han
rakte Grevinden sin Haand, og hun sprang let ned paa
den graa, støvlagte Vej. Chauffeuren drejede Vognen
ind ved en Stente og satte sig roligt til at vente, som
den der ikke selv ejer sin Tid.
Grevinden og Skram fulgtes ad til Dyssen. Hun stod <
et Øjeblik og stirrede ud over de gulnende Marker,
saa sagde hun med et bedrøvet Smil:
Skram, alt dette er mit, og jeg forlader det dog. gerne
— for at følge ham.
Skram sagde intet.
Hun fortsatte. Der var en Tid, da ieg virkelig var
stolt og glad ved at eje alt dette, og dog lærte jeg snart
at jeg ikke rigtigt ejede noget, fordi jeg kun ejede det
som et hele, det var for stort at dele ud i smaat. Jeg
er mere fremmed for dette Land, nu jeg staar i Begreb
med at. forlade det, end da jeg kom. Den, der skal føie
Glæde ved at eje dansk Land, maa dele sin
Ejendomsret med andre; her er det de smaa, der hersker over
de store, og disse smaa ejer det danske Land. Med dem
har jeg aldrig kunnet dele det. De troer mig ikke> og
jeg har aldrig kunnet vinde dem.
, Skram betragtede hende, som hun stod der i
Solskæret. Hans Fjende, hende med hvem han kæmpede, hende
han vilde besejre, ikke for at eje hende, men for at styrte
hende i en dyb Afgrund, hvor hendes Skønhed og
Rigdom vilde være som Guldet for den, der vansmægter i
en Ørken. Hendes Ansigt var ikke, som han kendte
det tilforn, det var ikke den smilende Droiining, ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
