Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1922 - Lehmann, Edv.: Barnet i Slægten og Slægten i Barnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5
O, havde til fader en panther det haft,
den skulde det værnet mod solens kraft.
Da vàgned i Simurg et kærligt sind,
Gud lagde den skånsel i hjærtet ind;
fra skyen daled den sagte ned
og løfted barnet fra stenen hed,
og varsomt den bar det med vingesus
til Elburz op, til sit faste hus.
At dyrene er barmhjærtige, trofaste, taknemlige o. s. v. der, hvor
menneskene svigter, hører vi altid i eventyrene. Her er denne tanke
anvendt med stor virkning på et særligt område, hvor dyrene midt i al
vildskaben viser rørende ømhed, medens mennesket, just på dette punkt
har været aldeles umenneskeligt.
Også her i Evropa har det været skik; både i det gamle Grækenland
og Rom, ja hos vore nordiske fædre bevarede udsættelsen af børn sig
gennem hele deres hedenske tid. Den mening, man lagde i dette
barbari, var, at det var bedre for stammen eller folket, at vanskabte eller
overflødige børn — navnlig overtallige pigebørn — strax efter fødslen
blev fjernede, end at alle i samfundet — og derved også alle born —
kom til at lide nød under overbefolkningen. Man regnede overhovedet
ikke barnet for menneske, før det ved en ceremoni var blevet optaget i
slægten. Humaniteten har imidlertid ikke godkendt disse
undskyldninger. Selv den hårdhjærtede Mohammed ivrede mod de hedenske
Araberes skik at lade pigebørn levende begrave; og i den højere
civilisation. der udviklede sig i det romerske rige, ledet af højsindede mænd,
kom man ikke blot ud over sådanne barbariske skikke, men man lærte
i barnet at respektere den vordende borger, og der udviklede sig tilsidst
en levende sans for børnerigdom og børnenes bevarelse.
Så langt oldtiden end var fra at gøre barnet til .sit ideal, var man dog
efterhånden blevet klog nok til at indse, at børn må der til og barneliv
må bevares.. Just ved den tid. da Jesus fødtes, var den romerske ståt
begyndt at rette sine øjne på barneplejen som et middel til at ophjælpe
befolkningsforholdene i Italien. Thi disse var efterhånden ganske
alvorligt truede, dels ved de evige krige, dels ved overklassens vellevned
og dels ved slaveriet, idet man ikke (som senere i negerslaveriets dage)
vilde have slavebørn, men lod denne store folkeklasse uddø i tanken om
stedse at fornye den ved import. Men man så efterhånden, at man
havde forregnet sig; og nu fik man travlt med at oprette børnehjem og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
