Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 1922 - Lehmann, Edv.: Barnet i Slægten og Slægten i Barnet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7
store forsøg, blev der i den fjærne provins af hans rige: Judæa udtalt
ord, der for første gang skulde give barnet dets æresplads i
menneskeheden og dermed gøre dets værdi umistelig.
Jesus af Nazaret, der tog børnene i sin favn og velsignede dem, det
er det virkelige vendepunkt i barnelivets skæbne her på jorden; det er
barnerettens begyndelse. Han elskede børn, og han gjorde mere end
dette: han opstillede barnenaturen som forbillede, som den ægte og
ufordærvede menneskesjæl, der er Guds rige nærmere end den voxne.
Dermed omstyrtede han alle tidligere tanker — både i hedenskab og
jødedom — om at det var oldingens kløgt, som er den højeste visdom,
ja den højeste form af menneskeliv. Men hvad der er endnu vigtigere:
det blev slaaet fast, at hvert eneste barn er en Guds gåve og dyrebart
i Guds øjne; — så er det også menneskers nærmeste pligt at antage
sig og forvalte det pund, Gud har betroet dem: at værne og hjælpe deres
børn.
I enhver krisetid, hvor slægtens væxt er truet, eller hvor nye tider
bryder frem for menneskeheden, retter man uvilkårlig sit blik mod
børnene. Jo mere man fortvivler om den gamle slægt, jo mere håber
man på den nye. Skal man bygge menneskeslægten op på ny grund, så
må der begyndes med det nye og friske, det ufordærvede og dannelige
menneskemateriale: børnene. Reformationstiden er det store exempel
på dette. I ubrudt række træder Zwingli, Luther, Calvin, Melanchthon,
Rathowius og Comenius frem som slægtens fornyere, også i denne
håndgribelige forstand af barnelivets genoprettere; opfostring,
opdragelse, oplæring ligger alle disse mænd på sinde og bliver sat i værk
med opbud af alle kræfter. Mangt et storstilet foretagende kom her i
gang, og mangt et pædagogisk talent kom til udfoldelse. Men trods al
beundring for Calvins gymnasium i Genf og for Amos Comenius „Store
Opdragelseslære" er det dog Luther selv, man standser ved som den
største, fordi han var besjælet af tanken om, at det ved al opfostring og
oplæring kommer an på det, som vi på dansk så herligt kan udtrykke
med ordet: at opelske barnet.
Han, med sin varme, friske, ja barnlige kærlighed til børn, har
forstaaet evangeliets ord om at blive barn igen, om ikke at forarge en af
disse små, og at Guds rige hører sådanne til — dybere end nogen
anden siden evangeliets egne dage. Han har Jesu kærlighed til barnet og
er kristeligt overbevist om dets evige værdi. Derfor ser vi nu ogsaa
efter reformationen den ene slægt efter den anden, der båren af
kærlighed til barnet og til børnene søger at bevare den for slægten, redde
dem fra timelig og sjælelig undergang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
