Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første Bog - 17. Hvorledes Biskop Germanus seilede over til Brittanien med Lupus og stillede først Havet og sidenefter det pelagianske Uveir ved guddommelig Kraft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aander kunde nemlig ikke tie stille med deres Frygt, og naar
de siden paa Præsternes Befaling blev at gaae ud af
de Legemer de havde besat, tilstod de baade Grunden til
Uveiret og den Fare de havde voldt og nægtede heller ikke,
at det var ved de samme Præsters Indflydelse og Magt de
var bleven overvundne.
Imidlertid udbredte Rygtet om de apostoliske Præsters
Præken og deres Mirakler sig i en Hast over Britternes Ø,
og hver Dag forkyndte de Gudsordet ikke blot i Kirker, men
paa Gader og Stræder og omkring paa Landet, saa baade de
Troende blev bekræftede i „Troen“ og de Vildfarende bragt
til Sandheds-Erkjendelse og paa rette Vei igjen. Det var
ogsaa med dem som med Apostlerne: Deres Ære og Anseelse
var en god Samvittigheds Frugt, deres Lærdom reen efter
Skriften og deres Mirakler svarende til deres Fortjenester.
Derfor gik man i det Hele taget ogsaa gjerne ind paa deres
Tankegang. Ophavsmændene til Vildfarelsen trak sig tilbage,
sukkede paa onde Aanders Viis over Tabet af dem der var
sluppet dem af Hænderne, men tog sig endelig efter lang
Betænkning for at prøve det Yderste og vove et Sammenstød.
De mødte da ogsaa med en iøinefaldende Pragt i glimrende
Dragter, omgivne af en Mængde, der tilklappede dem Bifald,
og vilde hellere lade det komme til en afgjørende Kamp, end
stiltiende staae tilskamme blandt det Folk de havde forvirret,
at det ikke skulde see ud, som om de ved deres Taushed
fordømte sig selv. Der kom da en ganske uhyre Mængde sammen
baade med Koner og Børn og stod rundtomkring som
Tilskuere og tilkommende Dommere; men stor Forskjel var der
paa de to Parter, som der var tilstede: paa den ene Side
guddommelig Tro, paa den anden menneskelig Indbildning,
paa den ene Side Fromhed, paa den anden Stolthed, paa
den ene Side Pelagius som Formand, paa den anden Side
Christus. De hellige Biskopper Germanus og Lupus lod
Modstanderne tale først, og deres Snak tog lang Tid op,
men fyldte kun Tilhørernes Ører med tomme Ord. Derefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
