Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
adolf rosenkilde.
269
hölder igen paa den Bevægelse, i hvilken den unge og
smukke Kvindes Nærværelse sætter den gamle Pebersvend.
Rosenkildes Fornemhed faar let et vist lavet Præg, hans
Stemme bliver kælen-sødlig, naar den skal være fin, og man
tvivler om denne tilsyneladende paatagne Alvorlighed nu
ogsaa er virkelig ment.
III.
Sagen er at Rosenkilde som alle vore komiske
Skue-spillere er lidet vant til moderne Karakterfremstilling og let
kommer til at tage selv bitter Satire for Spøg eller
Karikatur. Fremstillingen af Maréchal i Giboyers Søn led
herunder. Det faldt Rosenkilde vanskeligt at markere
Karakteren gennem en a’mindelig Konversationstone, han maatte
ligesom give Tilskuerne Maréchals Bornerthed ind med Skeer.
Hvor denne i sit Ansigts Sved øver sig paa sin Tale til
Kammeret, havde man en Fornemmelse som om han spillede
Komedie med sig selv, fordi den danske Komiker ynder at
kaste noget Vaudevilleagtigt over sine Skikkelser. Saaledes
svandt ogsaa Dufaures Laster i Skikkelige Folk ind under
hans jævne Behandling, og dog er denne falske Bonhomme
en bundløs Egoist og fedtet Slyngel som Barrieres
Misan-thropi knap har fundet tilstrækkelig sort Farve til at male.
Hvor blød og pudsig blev han ikke i Rosenkildes morsomme
Fremstilling — man lo for meget og indigneredes for lidt.
Hvorledes det gik til, at det faldt en Kunstner af
Rosenkildes Naturel — og man kan tilføje en Mand af
hans literære Dannelse — ind at spille TartufTe, er en
Gaade. Da man hørte, at den yndede Komiker vilde vove
sig til den djævelske Jesuit, maatte man tro, at Rosenkilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
