Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AAHIIUNDREDE
alle sang med i Kor. Da Sangen var forstummet,
fremsagde Baggesen et improviseret Digt:
Unser todte Freund soli leben!
Alle Freunde, stimmet ein!
Und sein Geist soli uns umschweben
Hier in Hellas’ Himmelhain.
.lede Hand emporgehoben!
Sehwort bei diesen freien Wein:
Seinem Geiste treu zu sein
His zum Wiedersehn dortoben!
Alles Øjne fyldtes med Taarer. Til Slutning opførtes
en Ringdans af lire Drenge og fire Piger, klædte
som Hyrder og Hyrdinder og smykkede med
Blomsterkranse. Man læste, sang, jublede og" græd,
eftersom Stemningen skiftede. Vennerne kunde ikke
skilles, — i tre Dage varede Festlighederne til Ære
for den store henfarne Digters Minde. Skiftevis
læste man Yndlingsscenerne af Don Carlos,
Brudstykker af »Abfall der Niederlande« og de især
beundrede Digte: »Die Gøtter Griechenlands« og »Die
Künstler« for hinanden.«
Begejstringen over Digterens Geni var ægte nok,
men Meddelelsen om hans Død viste sig at være
falsk. Schiller havde imidlertid været syg af
Over-anslrængelse og Næringssorger. Men lians Venner i
Danmark lod det ikke blive ved at holde Mindefest
for ham — da han fik Underretning derom, kaldte
han den »en Nektarblomst, rakt af en himmelsk
Aand« — men Baggesen bragte Hertugen af
Augustenborg og Schimmelmann til, under den
hensynsfuldeste Form at yde Schiller en Hædersgave af
1000 Rdl. aarlig i tre Aar, en Understøttelse, der
reddede Tysklands store Digter fra Undergang.
En smuk Sommerdag i 1805 gik en mørk- og
krølhaaret ung Mand ud ad Ordrup Jagtvej med
raske Skridt. Han havde Lov til at knejse lidt med
Hovedet, thi han var i Færd
med at blive en berømt
Digter. Men Digtene af 1803.
Vaulundurs Saga,
Langelandsrejsen og Aladdin, havde
endnu ikke bragt ham andet
end Berømmelse.
Efterhaanden som lian nærmede sig
Sølyst, blev hans Gang
langsommere, og da han kom
til Hulvejen, der fører ned
til Rmilies Kilde, gik han
helt i Slaa. En Tur ud til
Klampenborg var ikke noget
ganske almindeligt, og Adam
Oehlenschläger var i Reglen
kun cn Gang hver Sommer,
paa den aarlige Tur til
Dyrehaven, kommen her forbi,
men altid med barnlig Glæde
og Forventning. Nu stod
han stille med bankende
Hjerte. Thi denne Gang gik
del ikke ud til Dyrehaven,
men derimod op lil Grev
Schimmelmann paa Sølyst, hvor maaske hans Skæbne
skulde afgøres. Baggesen havde Greven hjulpen,
Steffens ligesaa, og Grevinden havde ønsket at se
Aladdins Digter.
»I Dag gik jeg ikke ned til Kilden, men drejede
ind i Gaarden, hvor jeg aldrig havde været; for
første Gang i mit Liv skulde jeg besøge en saa
fornem Dame, hvem jeg endnu aldrig havde sét. Jeg
Fig. 33. Hjørne af Agent Erichsens Dagligstue.
stod i Forgemakket, ventede, krammede Hatten, tog
Mod til mig og besluttede, ikke at lade mig forbløffe,
— da en bleg og mager Kone, simpelt klædt, traadte
ind og sagde venligt hilsende: Nu kommer min
Mand straks. Det var altsaa Fru Grevinden. Hun
tog mig ind med i sin store Havestue, vi blev snart
bekendte, og jeg fik Courage, da jeg mærkede, jeg
var kommen i et IIus, hvor man forstod sig paa
Poesi og regnede den med til Livets højeste
Fornødenheder.
Schimmelmcnns Indtrædelse og Samtale satte mig
i ikke liden Forundring. Et saadant Væsen havde
jeg ikke for tænkt mig og ikke set fremstillet i noget
Digterværk. De besynderligste Kontraster var i ham
forbundne paa en saa naiv Maade, at de forenede
sig til Harmoni. Han var lille, mager, hæslig; han
skelede med det ene af de smaa trekantede Øjne,
han var koparret og snusede stærkt Tobak, med en
83
84
Fig. 32. F.n i Kinafarer’.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
