Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Førstningen slet ingen Idé om, hvor Slaget skulde
staa. Jeg løb fra Værtshuset »Elefanten«, hvor jeg
boede, hen i Goethes Hus. Der gav man mig den
Trøst, at Kampen trak sig bort fra vor Egn; men
da jeg gik hjem, stod Satirikeren Falk bleg og
ubevægelig som en Billedstøtte paa Gaden. Han
forsikrede mig, at Alting var tabt! — Nylig havde vi
set prøjssiske Ryttere paa Torvet handle med erobrede
franske Heste; nu flygtede Prøjsserne i Hobetal fra
Slaget, igennem Byen, med hængende Tøjler i fuldt
Firspring. »Hvor gaar Vejen til Bjergene?« raabte
de, idet de ilede os forbi. »Iler er ingen Bjerge.«
»Hvor gaar da Vejen hen, hvor der ingen
Franskmænd er?« spurgte de, og uden at oppebie Svar
forsvandt de ud af Byen igen som en Trækvind.
Der var bragt en saaret ung schlesisk Officer i
vort Værtshus. En Kanonkugle havde taget ham et
Stykke Kød bort af Laaret, og han var plyndret.
Brøndsted laante ham en ikke ubetydelig Sum Penge.
En Feltskærer, en naragtig Fyr, som i Fredstid vilde
have moret os, mishagede os nu i høj Grad. Han
løb omkring i Skjorteærmer med en stor, lang,
trekantet Hat paa, og næppe havde han forbundet det
arme Menneske, førend han løste Bindet op igen for
at gøre det bedre — eller slettere. Den Saarede
døde et Par Dage derefter; og der havde vei ingen
Hjælp været for ham, om han var falden i bedre
Hænder. Et Aar derefter fik Brøndsted sine Penge
sendt fra Schlesien med stor Tak fra Forældrene,
fordi han havde vederkvæget cleres Søn i
Dødsstunden. — Midt under Slaget læste jeg Peregrine
Pickle, som kedede mig uendeligt; og jeg begreb
ikke, hvor man poetisk kunde være saa trivial, naar
det i den virkelige Verden gik saa højtideligt til. Nu
begyndte de Franske at skyde med Kanoner ind i
Byen. Ved det første Skud, hvorved Huset rystede,
gik jeg uvilkaarlig hen og lukkede det
aabent-staaende Vindue. Jeg maatte selv le ad min
Forsigtighed, da den blev mig bevidst. Jeg satte mig
paa Trappen i en Kælderhals, for ikke at blive
saaret, og da Brøndsted og Koés saa’, at jeg havde
Mod nok til at være min Frygt for Kanonkuglerne
bekendt, fulgte de mit Eksempel. — Flygtede
Prøjsserne ind i Byen, saa forudsaa vi, at det vilde gaa
her som i Lybek. Det var en rædselsfuld
Forestilling. Jeg begyndte paa Kældertrappen ogsaa at
føre en lille Krig mod mine Landsmænd og at gøre
dem Forekastelser, fordi de ikke havde læst Aviserne
bedre, da de dog gav sig af dermed, og fordi de
havde forført mig fra at udføre, hvad et sundt
Begreb havde raadet mig til. De forsvarede sig saa
godt, de kunde; vi fandt det snart raadeligt at slutte
Fred indbyrdes, og trøstede os med, at vor danske
Neutralitet vilde beskytte os. Kanonskudene ophørte
lidt efter lidt. De Penge, vi alle tre skulde leve en
hel Vinter af i Paris, havde vi just hentet i Leipzig
i gode Napoleonsdorer. Vi delte Summen i tre lige
Dele, og bandt dem i vore Halstørklæder bag i
Nakken, hvor Franskmændene let vilde have fundet
dem, hvis ikke Lykken havde været bedre end
Forstanden.
Pludselig blev det stille i Weimar, som i en
Grav. Alle Kramboder var lukkede, intet Menneske
var der paa Gaderne, og Oktobersolen skinnede
gennem Krudtdampen, der opfyldte Luften, som en bleg
Nattemaane. Nu red Franskmændene i Førstningen
ganske ordentligt flokkevis ind i Byen og
indkvarterede sig i Husene. Vor Vært var aldeles fortumlet
i Hovedet, omfavnede en lille Dreng med skæve Ben
og raabte: »Ak, mit kære Barn! Naar de biot ingen
Fortræd gør dig.« Jeg tænkte paa Apotekeren i
Aladdin. Vi raadte Værten til at lukke alle Skabene
op og at komme Husarerne, der nærmede sig, imøde
med Hjertestyrkninger. Otte smukke solbrændte
Mænd, ganske forpustede og hede af Kampen, holdt
i Porten. »Bourgeois!« raabte de fra deres Heste,
»du vin! de l’eau de vie, du Kirswasser!« Værten
kom ud med Flasker; de satte dem for Munden og
tømte dem i lange Drag. Derpaa steg de af og gik
ind i Stuen; mest Underofficerer. Vi viste dem vore
Passer og beraabte os paa vor danske Neutralitet.
De forsikrede os høfligt, at vi havde intet at frygte
Fig. 54. Rahel Varnhagen.
for. Om Prøjsserne sagde de: »De slaas godt, men
de har slet ikke Begreb om Krigsførelse!« Den ene
Underofficer vilde købe sig en varm ulden Nattrøje.
Vi lod straks en Kræmmer hente; Krigsmanden fik
Trøjen og" spurgte om Prisen Vi trak Kræmmeren
i Kjolen; han forstod os, og forsikrede, at han ikke
tog en Skilling derfor. »Ah, Monsieur! vous étes
tres honnéte!« sagde Franskmanden, og Kræmmeren
skyndte sig bort, for ikke at sælge flere Trøjer paa
den Maade. — Nu satte Franskmændene sig til Bords,
og uagtet den overordentlige Mængde, der var trængt
ind i Staden og fyldte alle Huse, fandt der dog en
fuldkommen Stilhed og Rolighed Sted i de første
Timer; hvilket ikke er at undres over: de kom alle
fra Slaget og var trætte, hungrige og tørstige. »Men
da til Maden og Drikken var stilt den higende
Længsel« og da de i »Samtaler havde glædet sig
med hverandre« over det vundne Slag — da gik de
ud paa Eventyr for at søge Bytte, og da begyndte
137
71 238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
