Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
Ulykken. Lykkeligvis havde vi faaet meget
skikkelige Krigere i vort Hus, som hjalp os at forsvare
Porten imod Mængden, der vilde trænge ind. En
afskyelig Marodør vilde just snige sig til os, da vor
brave Underofficer tog ham i Nakken og kastede
ham ud i Rendestenen. Med Stene og Bjælker spærrede
vi nu Porten. Ude paa Torvet bivouakerte i
Hundredevis Soldaterne, der ikke havde faaet Rum i
Husene. Deres Geværer stod opstillede i Pyramider;
de laa selv paa Kapperne, og der brændte Ild, som
de kunde varme sig ved.
Trætte af Dagens Spænding og Ængstelser kastede
Koés og Brøndsted sig paa Sengen, og jeg mig paa
Sofaen. I øverste Stokværk havde vi faaet et Par
smaa Værelser; Franskmændene svirede nede i Stuen
og lod sig ikke forstyrre i Glæden af den unge
schlesiske Officer, som laa og droges med Døden
paa en Bænk ved Siden af dem. — Jeg var endelig
indslumret, da en Lyd igen vakte mig; det kom mig
for, som jeg hørte Katte mjave. Jeg slaar Øjnene
op: det er ganske lyst i Stuen, jeg træder hen for
Vinduet — Byen brænder! Jeg hørte atter det
sælsomme Skrig. Det er hylende Kvinder og Børn.
Et græsseligere Øjeblik har jeg ikke oplevet.
»Gud!« raabte jeg og vred mine Hænder, »til hvilken
Bædsel er vi her letsindigen hidilede !« Magdeburgs
Forstyrrelse stod klart for min Indbildning.
Lykkeligvis blev Ilden straks dæmpet, som nogle Nidinger
havde tændt for ved Branden bedre at kunne plyndre.
Vort Hus blev skaanet. Staden blev, i det hele taget,
plyndret; ellers foregik der ingen Forbrydelser. Vor
Værts Fader havde mistet et Jernskrin i sin Kælder,
hvori han havde 6000 Rd. Var del nu, fordi vi
boede i Kvistkamrene eller var det vor danske
Neutralitet, eller, som sagt, den blotte Lykke, der
beskyttede os? nok: vi mistede ikke én af vore i
Halstørklæderne bundne Guldpenge. Dagen efter Slaget
kom Generalerne Augereau og Berthier til at bo i
»Elefanten«; de tog rigtignok hele Huset i
Besiddelse, med Køkken og Kælder; men lod os dog
beholde vore Kvistkamre. Kun maatte vi den hele
Dag nøjes med en Brødskorpe og et Glas Vin,
medens de franske Officerer dernede fraadsede og
svirede. Men den Trøst havde vi at se en Skildvagt
som Sauvegarde uden for Huset. Saa snart
Napoleon kom, ophørte Plyndringen, men desværre
forsilde. Der var ikke stort mere at tage. Røveriet
blev strengt forbudt, og vi hørte dagbg syv, otte
Gange Bøsserne knalde i Haugen, hvor Tyvene straks
blev skudte. Da Kejseren kom, skal han have raabt
til Hertuginden, der modtog ham i Slotsporten: »Eh
bien! De har ønsket Krigen, her har De den. Men
snart vandt hun ham ved sin Sagtmodighed og sin
Forstand. General Schmettau blev et Par Dage
derefter begravet af Franskmændene med alle militære
Honneurs; det forekom de dybt nedbøjede Tyskere,
der var til Stede, som om Tysklands Frihed og
Selvstændighed Dlev begravet med den Afdøde.
En ung halvvoksen Knøs, Boje, af Vosz’s
Bekendtskab, var lystig og vei tilmode, og da han kunde
lidt Fransk, brugte man ham som Tolk. Vi gik en
Dag sammen med ham ud af Huset, hvor
Skildvagten stod. »Qui étes-vous?« spurgte Soldaten stolt.
»Je suis un espion! svarede Ynglingen lystig.
»Gom-ment?« raabte den fortørnede Franskmand og fældede
Geværet. Vi bad ham for for Guds Skyld ikke tage
den unge Galnings letsindige Spøg ilde op. Med Møje
beroligede vi Krigsmanden, som vilde arrestere
»Spionen«. Endelig lykkedes det os dog at befri ham.
Vi frabad os slig dristig Spas oftere.
Nederlaget ved Jena med de politiske Følger var
for Tyskerne, hvad Slaget paa Rheden 5 Aar før havde
været for de Danske, en Vækker til national
Bevidsthed. Men dette var hverken Tyskerne selv eller den
danske Digter, der havde faaet sin Daab ved Kampen
mod Nelson, i Stand til at se. Tværtimod, det
synes, som om Napoleon nu, uden Mulighed for
Modstand, kunde skride til, hvad han ofle havde udtalt
som sit Ønske, at tilintetgøre den tyske Nation. Ved
et sært Skæbnens Spil stod Slaget netop i den Egn,
der var Centrum for det aandelige Liv i Tyskland.
Faa Mil fra Jena ligger Weimar, hvor Schiller, Herder
og Wieland nylig havde boet, hvor Goethe endnu
levede i sin fulde Manddomskraft. I Jena selv, en
lille Universitetsby, opholdt sig Fichte og Schelling,
de to Brødre Schlegel, Tieck, Novalis, Brødrene
Humboldt o. m. a. Disse unge, begejstrede og
lidenskabelige Digtere var den nye Tids Mænd, Skaberne
af det unge Tyskland, af Romantiken i Tyskland.
Mesteren i Weimar stod, som moden Søn af
Humanitetens Aarhundrede, Virkeligheden saa fjernt som
mulig. Han var fuldstændig politisk interesseløs og
saa lidet anfægtet af sit Lands Skæbne, at han holdt
Bryllup lige efler Slaget. Han kunde nu have sine
Grunde for, til den hellige Handling at benytte et
Tidspunkt, da hans Medmenneskers Tanker var saa stærkt
optagne af andre Ting, at hans Ægteskabs
Fuldbyrdelse kunde antages at gaa nogenlunde upaaagtet
hen. Weimar havde været et Sted, hvor der herskede
den mest ubundne Frihed, og det er ikke let at faa
Rede paa, hvem af de begavede Kvinder, hvis Navne
forekommer i Tysklands Literaturhistorie, de Herrer
Digtere egentlig var gifte med.
I øvrigt lagde Bryllupet heller ikke stærkt Beslag
paa hans Tanker. »Goethe har hele Tiden,« skrives
der om ham i de samme Dage, »været beskæftiget
med Optik. Vi studerer Læren om Knogler, hvortil
Tiden er passende, da alle Marker er bedækkede
med Præparater.« Præparaterne var Benene af de
faldne Landsmænd.
Ungdommen i Jena var ikke naaet op paa de
Aandens Højder, hvor Virkeligheden bliver til intet.
Tværtimod, de følte den, og de følte den med Smerte.
De havde alle hilst den franske Revolution med
Glæde, den skulde bringe det Fornuftens og
Frihedens Rige, som alle fribaarne Aander sukkede
efter under de mangfoldige tyske Smaa-Despoler. Nu,
da disse straalende Forjættelser var blevne til intet,
da der kom en Underkuelsens, Trældommens Tid i
Sledet for en Frigørelsens, da Frugten af
Oplysningstidens Sæd i Øjeblikket kun syntes at være
ormstukken og raadden — thi de Goder, som virkelig
var vundne ved Revolutionen, kunde kun langsomt
aabenbare sig — slog Stemningen om, og man
begyndte nu at hade og forbande de Tanker og
aandelige Bevægelser, der havde hidført Revolutionen og
al dens Elendighed uden tilsyneladende at opfylde
et eneste af dens Løfter. Som sædvanlig gik man
fra den ene Yderlighed til den anden og søgte fra
139
72 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
