Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
mange Fejder var blevne udkæmpede, og mange
spurgte sig selv, om denne ikke blev den sidste, og
om det ikke lakkede mod Enden med det norske
Rige.
Som Præsident . i Regeringskommissionen blev
Prins Christian August i Virkeligheden den ledende
i Forsvaret. Med stor Iver og Dygtighed tog han
sig af Uddannelsen af Befalingsmænd og af
Troppernes Udrustning og Forplejning. Høsten 1807
havde været god og Sildefiskeriet rigt, endnu var
der ingen almindelig Nød til Stede. I Februar 1808
fik Prinsen Ordre fra Frederik VI, at han skulde
holde sig rede til at gøre Indfald i Sverige samtidig
med den dansk-franske Landgang i Skaane. Dette
blev imidlertid aldrig til Virkelighed, og Christian
August ^frygtede at faa nok at gøre med at dække
Norges Grænser. Thi den svenske Konge, Gustav IV,
havde længe næret Planer om Erhvervelsen af Norge.
Denne Yndlingstanke lod ham forsømme Forsvaret
af Finland — hvor de overmægtige Russere var
trængt ind i Februar 1808, og hvor Døbeln,
Adler-creutz cg Sandels med deres Haandfuld Folk gjorde
Underværker af Tapperhed — og medens Syd-Arméen
stod i Skaane for at møde det dansk-franske Angreb,
tog Kongen selv Overkommandoen over Vest-Arméen.
Han opnaaede imidlertid kun ved sit Stivsind og sin
Selvraadighed at forhindre den dygtige General
Armfelt i at udrette noget mod de Norske. Ved
forskellige Indfald over Grænsen i April 1808 led de
betydelige Tab, og da endelig Armfelt i Maj vilde gøre
et Hovedangreb og en engelsk Flaade landsatte et
Hjælpekorps paa 10,000 Mand, som med Lethed
vilde kunne overvælde den ringe norske
Forsvarsstyrke, havde Gustav IV faaet den Idé først at ville
erobre Sjælland og gav derfor Armfelt Ordre til at
indstille Angrebet og indskrænke sig til Forsvar,
indtil Toget mod Sjælland var aftalt. Den engelske
General Moore vilde imidlertid ikke indlade sig paa
dette. Han havde Ordre til at hjælpe til at forsvare
Sverige, men ikke til at gøre Erobringer for det.
Kongen forbød Troppernes Udskibning, og
Englænderne sejlede hjem igen efter 6 Ugers Forløb.
Under denne sejrrige og korte Foraarskamp for
at holde Fjenden ude af gamle Norge var der vakt
en meget patriotisk Stemning i Norge, og Prins
Christian August, en jævn og pligtopfyldende, men svag
Mand var blevet Folkets og Soldaternes Afgud, hvilket
snart skulde faa stor Betydning for ham.
Nordmændene kappedes om at vise Offervillighed, og
takket- være den private Godgørenhed kom Landet
over den første Vinter. Fra Danmark sendtes der
store Gaver af Provisioner og Penge; meget af det
faldt i Englændernes Hænder, men det, der naaede i
Havn, blev modtaget med saa meget større Glæde.
Ogsaa til det danske Folks Fædrelandskærlighed
blev der stillet store Fordringer. Den tabte Flaade
maatte erstattes; to Linjeskibe, hvoraf det ene var
ubrugeligt, en Brig og nogle Kanonbaade var alt,
hvad der var undsluppet Ransmanden. Paa Holmen
i Kjøbenhavn tog man straks efter Englændernes
Bortgang fat med stor Iver, ligeledes paa de private
Skibsværfter i Norge og i Provinserne; Køl blev lagt,
Spanter rejst, og den ene Kanonbaad løb i Søen efter
den anden. Man maatte nøjes med mindre Fartøjer,
thi der var hverken Tid, Folk eller Materiale til at
bygge store. Ved forskellige Godsejeres og
Skovejeres Gaver af Egetræ fra Skovene kom man dog
saa vidt, at der af større Fartøjer under Krigen blev
bygget 1 Linjeskib, 4 Fregatter og 8 Brigger.
Straks efter at Frederik VI i November var
kommen til sin ødelagte Hovedstad, havde han ladet
nedsætte en Krigsret over General Peymann og de
Mænd, der havde været medvirkende ved
Kapitulationen. Dette skete nærmest af Hensyn til
Napoleon, som ikke for nogen Pris maatte faa den i
og for sig ganske urigtige Opfattelse, at Kronprinsen
havde spillet under Dække med Englænderne.
Samtidig tog han fat paa en Reform af Hærvæsenet, og
søgte med alle Midler at sætte Hæren paa en bedre
og mere tidssvarende Fod end før. Der blev ryddet
stærkt op mellem de mange gamle Officerer, men
desværre lod Kronprinsen Avancementet bestemme
ikke efter Dygtighed, men efter Tjenestetid. Til sin
Generalstab, der flk meget stor Indflydelse, valgte
han uheldigvis ogsaa Mænd efter sine personlige
Følelser i Stedet for at tage Hensyn til Kundskaber
og Begavelse. Hæren blev forøget med omtrent
30,000 Mand og talte i Februar 1808 omtrent 68,000
Mand.
Frederik VI havde nølet med at erklære Sverige
Krig, trods Ruslands gentagne Opfordringer. Fra
Napoleon havde han faaet Meddelelse om, at et
fransk Troppekorps, der til Dels stod i Hamborg
under Bernadotte, Prins af Pontecorvo, vilde rykke
ham til Hjælp. Sammen med en dansk Hærafdeling
skulde Franskmændene foretage et Angreb paa Skaane.
Danmark skulde yde den franske Hær Underhold og
fri March gennem Landet og sørge for
Transportmidler ved Bælt og Sund. Med Danske og
Franskmænd ved den skaanske Grænse og med Russerne
truende fra Finland, maatte Sverige snart falde
til Føje.
Den hele Plan afhang imidlertid af, at
Franskmændene kunde komme over de danske Sunde, inden
Englændernes Flaade dristede sig til at løbe ind i
vore Farvande. Og dette afhang atter af Vejrliget.
Og Franskmændene gav sig god Tid. Napoleon brød
sig ikke om at skyde sine Folk for langt frem,
inden han saa’, hvor meget hans kære Vaabenfælle,
Kejseren af Rusland, vovede. Saaledes var man alt
naaet til den 5. Marts, før de franske Tropper
begyndte at sætte sig i Bevægelse fra Hamborg, og
først da dette var meldt Frederik VI, sendte han
Krigserklæringen af Sted til Sverige.
Det var omtrent 33,000 Mand, Franskmænd,
Hollændere og Spaniere, som i Dagene 5.—16. Marts
rykkede ind over det danske Monarkis Grænser.
Marchen gennem Rendsborg, hvor Christian VII
havde opholdt sig fra Efteraaret, virkede saa stærkt
paa den sindssyge Mand, der i en Menneskealder
kun havde været Skyggen af en Konge, at han døde
af Rystelsen den 10. Marts, og den 16. blev
Frederik VI udraabt til Konge. Natten forinden var
Bernadotte kommen til Hovedstaden, hvor man var i
travl Virksomhed med at gøre Anstalter til den
forestaaende Landgang. Et dansk Korps paa 12000
Mand var samlet; Frederik VI brændte af
Begærlighed efter at begynde og blev meget forbitret over, at
Bernadotte i Følge Breve fra Napoleon, der vilde ofre
saa lidt som muligt, foreløbig kun maatte lade det
77
238
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
