Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
paamindedes man om at bringe Gaver paa
Fædrelandets Alter, thi den nye Rigsbank maatte have
Metalværdier. Kongen lod den tilstille Christian VI’s
store Guld-Middagsservice til Omsmeltning, og
Privat-Folk indsendte Smykker og andre Værdisager af Sølv
og Guld. Tarvelighed var Tidens Løsen, og i den
Retning gik Kongen i Spidsen. Anretningerne ved
Tallerne var saa nøjsomme som vei muligt, man
drak en Tid 01 i Stedet for Vin og indskrænkede sig
paa alle Maader.
Trods al Elendighed havde Frederik VI ikke
opgivet sine højtflyvende Planer om Herredømmet i
Sverige og bad Carl XIII om at understøtte hans
Valg samt lovede at anerkende Sveriges Grundlov.
Men han var ikke ene om Budet. Hans Svoger,
Hertug Frederik Christian af Augustenborg, Broder
til den afdøde Carl August,
mente ogsaa at kunne
komme i Betragtning og
havde et stort Parti for sig
i Sverige, bl. a. den gamle
Konge selv. Over for
Frederik VI søgte Prinsen at
lade, som om han ganske
vilde rette sig efter hans
Ønske, men Frederik VI
troede ham ikke og vilde lade
ham bevogte paa Als, for
at han ikke i Hemmelighed
skulde begive sig til
Stockholm og spinde Rænker for
sit Valg. Men netop i de
samme Dage, da Frederik
VI og hans augustenborgske
Svoger passede allermest
paa hinandens Bevægelser,
dukkede der pludselig og
uanet en Mand frem og greb
den svævende Krone.
To unge svenske
Adelsmænd kom i Juli 1810
hjem fra Paris og fortalte
den daværende svenske
Udenrigsminister, at de
havde formaaet Prinsen af
Pontecorvo til at fremstille
sig som Tronfølger. »Vor
eneste Redning er Pontecorvo,« sagde de til den
forbavsede Ekscellence, »der var i Paris Tale om
Kongen af Danmark, og vælges han, saa bliver Sverige
en dansk Provins.« Tanken om at faa Frederik VI
til Konge i Sverige fandt Svenskerne saa lidet
tiltalende, som de fandt Tanken om at tage en Kriger,
en af Napoleons mest bekendte Marskaller, til Isonge
og derved maaske vinde den vældige Sejrherres
Velvilje, saa han, der skaltede og valtede med
Kongeriger og Fyrstendømmer og syntes at holde alt i sin
stærke Haand, maaske kunde skaffe Finland tilbage.
Saa hurtigt gik det hele for sig, at Bernadottes Agent
havde Audiens hos den svenske Udenrigsminister den
10. August, og den 20. s. M. blev han paa
Rigsdagen valgt til Tronfølger i Sverige. I Oktober kom
han over Kjøbenhavn til Helsingborg og tog, som
Kong Carl XIII’s Adoptivsøn, Navnet Carl Johan.
Men da der viste sig Tegn til Fjendtlighed mel-
lem Rusland og Frankrig, viste det sig, at
Bernadotte, der længe havde forudset denne Kamp, gik
en anden Vej, end man havde tænkt sig i Sverige.
Han var ikke bunden af svenske nationale Følelser
og saa’ paa Forholdene som en noglern Politiker.
Finland, hvis Tab Svenskerne stedse begræd, vilde i
Følge sin Beliggenhed altid blive en Kilde til Ufred
med Rusland, saa bedre at opgive enhver Tanke om
at genvinde det og lægge al Kraft ind paa at
erhverve Norge og gøre den skandinaviske Halvø til ét
sluttet Rige. Men delle Maal kunde kun naaes i
Venskab med Norge. Thi Carl Johan forudsaa, at
naar del kom lil Kamp mellem Rusland og
Napoleon, vilde denne komme til at ligge under. I
Februar 1811 havde han Forbundet sluttet med Zaren.
Den samme Mand, der 1807 havde erklæret, at han
ikke vilde kunne tænke paa
Fred, før Danmark havde
faaet Oprejsning, lovede nu
den svenske Tronfølger som
Grundlag for Forbundet en
Hær paa 20,000 Mand for
dermed at tvinge Frederik
VI til at afstaa Norge. Og
kort efter sluttede Sverige
Forbund med England og fik
18 Mill. Kr. i Hjælpepenge.
I September stod de svenske
Tropper rede til at angribe
Sjælland.
Frederik VI havde
imidlertid, trods alle Bønner og
Overtalelser, fornyet
Forbundet med Napoleon. Først
paa Efterretningerne om det
ulykkelige Ruslandstog
besluttede Kongen med
Napoleons Samtykke at slutte
Fred med England. Men
der troede man ikke, at
Danmark mente det ærligt
med sit Ønske om at være
neutral, og da danske
Tropper ved en ulykkelig
Fejltagelse stillede sig paa
Franskmændenes Side under nogle
Uroligheder i Hamborg,
bekræftedes Englands Mistanke om, at Danmark, trods
Tilnærmelser, stod i Forbund med Frankrig. Carl
Johan gjorde alt, hvad han formaaede, for at
bestyrke denne Mistanke og hindre Danmarks
Tilslutning til England-Rusland-Sverige-Prøjssen. Frederik
VI saa’ nu kun sin Redning i et fornyet Forbund
med Napoleon (10. Juli 1813). En dansk Hær paa
10,000 Mand under Frederik VI’s Svoger, Frederik
af Hessen, skulde sammen med en fransk Ilær paa
25,000 Mand under Davout tage Kampen op mod
de Allieredes Nordfløj og dække Danmarks Grænser.
Det var her, at de jyske Dragoner gjorde
Bekendtskab med General Lallemand »mæ di rø’ Bovser«
og med hans »Piv mæ laang Rør«! som Blicher har
berettet om i »Æ Bindstow«. Efter Napoleons
Neder-lad ved Leipzig faldt Carl Johan ind i Holsten med
40,000 Mand, Svenskere, Russere og Tyskere. Davout
indesluttede sig i Hambore. Den danske Hær trak
159
82 124
Fig. 60. Christian Frederik. Norges Konge 17. Maj 1814—
10. Okt. s. A. — 1832 Konge af Danmark (Chr. VIII), død 1848.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
