Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DET NITTENDE AARHUNDREDE
— det havde man mangfoldige Beviser paa — og
det gode Hjertelag har de Danske jo aldrig kunnet
staa for. Den Mand, der ved sin Selvraadighed
havde fremkaldt Flaadens Tab, sejlede i
Admiralsuniform i Kanalerne i Frederiksberg Have, medens
det trofaste og ukritiske Folk stod paa Bredderne
og hilste ham ærbødigt. Og Oehlenschläger sang om
de kongelige Personer i Baaden:
Kostbare Fragt! 1, alle Danskes Glæde,
Stolt svulmer Purpurfloret
Med hviden Kors,
Thi Kongen staar ved Roret!
Men Frederik VI har mere end Ansvaret for
Flaadens Tab paa sine Skuldre. Han havde i 1806, da
Napoleon afskallede det tysk-romerske Kejserrige, ikke
nøjedes med.at lade Christian VIII erklære for
suveræn Hertug i Holsten, der havde udgjort en Del af
det tyske Rige til hvis Hersker Kongen af Danmark
havde staaet i
Lensforhold
for Holstens [-Vedkommende.-]
{+Vedkommen-
de.+} Men
Frederik VI
ønskede at
indlemme Holsten i
Kongeriget, uden
Hensyn til, at
han derved
krænkede
Au-gustenborger-nes anerkendte
Arvekrav 1 i 1
[-Hertugdømmet.-]
{+Hertugdøm-
met.+} Fra dette
Øjeblik fattede
disse et dybt
Nag til
Danmark og
fremsatte den
Paastand, der blev Kilden til de kommende Ulykker, at
da Slesvig og Holsten efter Christian I’s
Haand-fæstning skulde blive evigt og udelt tilsammen, maatte
begge løsrives fra Danmark, naar Kongehusets
Mands-stamme en Gang uddøde.
I Kongeriget var, som tidligere omtalt, alle gaaet
op i literære Interesser; politisk var man ganske
død. Men i Kiel, især ved Universitetet, fulgte man
med Spænding den tyske Frihedsbevægelse, og
Landfogeden paa Sylt, Uve Jens Lornsen, der som ung
Student i Jena havde været begejstret for den tyske
Frihedsbevægelse, besluttede under Indtrykket af
Julirevolutionen i Paris at sætte en Adresse i Gang til
Kongen for at skaffe Hertugdømmerne en fri
Forfatning. Han blev vei ,afsat fra sit Embede og dømt
til et Aars Fæstningsstraf. Men den Bevægelse, hans
Flyveskrift om Forfatningssagen i Slesvig-Holsten
havde vakt, virkede dog saaledes, at Frederik VI
besluttede sig til at indføre en Stænderforfatning.
Stænderne skulde for største Delen vælges af Folket og
tages med paa Raad i alle Lovgivningssager. Men
Stathusholclningens Fastsættelse, Statsmidlernes
Benyttelse fik de ingen Indflydelse paa.
f England øvede Julirevolutionen ingen direkte
Virkning, og den store Reformation, der foregik i
i Landets vigtigste indre Forhold, ved Vedtagelsen af
den saakaldte »Reform-Bil 1<-, staar ikke i noget
Sammenhæng med Begivenhederne i Paris 1830. Den
havde længe staaet paa Dagsordenen og vilde
sandsynligvis være bleven gennemført allerede i Slutningen
af forrige Aarhundrede, hvis ikke Revolutionskrigene
og senere Napoleonskrigene havde taget Englands
Politik ganske fangen. Men medens de sloges paa
Fastlandet og paa Søen, og medens England ud ad
til maatte samle al sin Kraft for at holde Kampen
mod Dødsfjenden gaaende, havde Englands Industri
udviklet sig, og smaa Stæder var vokset op til store
Fabrikbyer. Dog selv som saadanne maatte de nøjes
med en mindre Repræsentation i Parlamentet end
mangen øde og ubetydelig, forfalden Landsby, som
fra gammel Tid var valgberettiget, som maaske kun
bestod af nogle enkelte Huse, og hvis Valgret i
Reglen var i Hænderne paa en enkelt Person, som
oftest den adelige Godsejer. Det engelske Aristokrati
havde opnaaet at gøre Underhuset til et Slags
Fælles-gods for Standen til Gavn og Glæde for de yngre
Sønner. »Rotten boroughs« (raadne Flækker) blev
givet i Medgift, testamenteret bort eller solgt som
fast Ejendom. Misforholdet ses bedst af, at en By
som Edinburgh, der havde 160,000 Indlæggere, kun
sendte ét Medlem til Underhuset, medens en enkelt
Godsejer, som ejede flere »rotten boroughs«, hvor
der maaske kun boede en halv Snes Mennesker,
raadede over flere Valg.
Det engelske Folks Repræsentation i Parlamentet
var derfor kun saa som saa; det offentlige Liv i
England led af mange andre Misbrug og Skavanker,
men det her herskende Misforhold var det største.
Saa længe Georg IV herskede, og Toryerne*) var ved
Roret, var der ikke Tale om nogen Forandring; men
næppe var han gaaet til sine Fædre (den 26. Juni
1830) og hans Broder Vilhelm IV var kommen paa
Tronen, før en Reform af Underhuset meldte sig
som nødvendig. Charles Grey dannede et
Whig-Ministerium; i Marts 1831 blev Reform-Bill’en
forelagt Parlamentet, og for første Gang saa’ man et Folk
paa parlamentarisk Vis træde i Skranken for sine
politiske Rettigheder. Kampen blev haard og blev
ført med alle Midler, med voldsom Agitation, men uden
Blodsudgydelse. Hovedmodstanderen var Toryernes
Fører i Overhuset, Wellington, den stokkonservative
»Jærn-Hertug«. Ved Kongens personlige Paavirkning
opgav han og hans Parti Modstanden, og den
be-tjrdningsfulde Lov, Grundstenen for Englands rolige
og besindige Udvikling for lange Tider, blev efter
halvandet Aars Kamp, vedtaget i Juni 1832.
En storartet Lovgivningsvirksomhed, der ikke biot
kom England, men i enkelte af dens Følger hele
Verden til gode, blev Følgen af Reform-Bill’ens
Vedtagelse. Med Brevportoens Nedsættelse til 1 Penny
for hvert Brev inden for Kongerigets Grænser og
med Aabningen af den første Jærnbane (den 15.
September 1830) — fra Liverpool til Manchester —-
*) Tory (torri) og Wliig er gamle engelske Partinavne for
Højre og Venstre og oprindelig Øgenavne for de store
Partier, som i de sidste to hundrede Aar har skiftedes til at
regere; nu bruges de sjældent.
Fig. 84. Slesvigholsteneren Uve Lornsen.
Født 1793; død 1S38.
220 124
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
