Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
VORE BEDSTEFORÆLDRES TID
Hævn for Waterloo! Grænserne ud til Rhinen!
Hæren blev forøget, Rustninger blev foretagne og
Parises Befæstning endelig paabegyndt.
I Tyskland saa man med blandede Følelser paa
den Krigslyst, der pludselig brød frem i Frankrig.
Men Opfattelsen af Tyskland som en Enhed var nu
stærkere end
nogen Sinde efter
1813. Selv i de
smaa vestlige
Stater, i
Rhinprovinserne, hvor
Befolkningen tidligere
havde været mere
fransk- end
tysksindet, følte man
nu fuldstændig
som Tyskere, og
de to tyske
Slagsange, som snart
kom paa alles
Læber: »Die Wacht
am Rhein« og den
mere jævne »Sie
sollen ihn nicht
haben, den freien
deutschen Rhein«
stammer jo netop
begge fra denne Tid og fra denne Egn.
Men den patriotiske Følelse, der aabenbarede sig
i den hele Bevægelse, rummede en stor Fare for
Fyrsterne. Thi Fædrelandskærligheden vilde først og
fremmest optræde som revolutionær over for den
bestaaende Tilstand og fordre Opfyldelsen af de i 1813
givne Løfter og dernæst Sammenslutning til et stort
og et enigt Tyskland. Og var der noget at frygte ved
en Invasion af franske Tropper i Tyskland, saa var
det i første Række Fyrsterne, som havde Grund til
Frygt. Thi der var urolige Hoveder nok, som kun
ventede paa Lejlighed til Handling. I 1845 opstod
der et farligt Oprør blandt de ellers saa godmodige
Sachsere. Aaret efter gik det løs i München, hvor
den svage Konge havde dannet et katolsk Kabinet
og fuldstændig var i Lommen paa den spanske
Danserinde Lola Montez.
Louis Philippe var imidlertid klog nok til at indse,
at en Krig vilde gøre det samlede Europa til
Frankrigs Fjende, netop paa Grund af det revolutionære
Smitstof, som stadig laa ophobet dér, og som i en
Krig vilde blive hvirvlet op i Luften og ført ud i
Verdén. Thiers maatte gaa af, og med ham traadte
det krigslystne Parti i Baggrunden. Frankrig forholdt
sig som Tilskuer, medens de forenede Magter endte
Krigen med Mehemed Ali og tvang ham til at gaa ind
paa deres Betingelser. Det var særlig den engelske
Flaade under Sir Charles Napier, der bragte Sagen
til Ende i Februar 1841. Frankrigs Protégé maatte
tilbagelevere den ham overgivne tyrkiske Flaade,
opgive de syriske Provinser og betale
Krigsomkostningerne. Derimod opnaaede han at faa anerkendt
sin Arveret til Ægypten.
Som et Slags Oprejsning for Tyrkiet gik de
europæiske Magter, Rusland iberegnet, ind paa, at den
gamle tyrkiske Overhøjhed over Bosporus og
Darda-nellerne skulde respekteres, saaledes at ingen euro-
pæisk Orlogsmand maatte passere, undtagen naar Su-1
tanen selv førte Krig.
En ringe Ventil for sit Folks Krigslyster havde
Louis Philippe i Algier, hvor Araberhøvdingen
Abd-el-Kader og Sultanen af Marokko til Tider gjorde
Franskmændene det vanskeligt nok. Men efter at
Prinsen af Joinville med den franske Flaade havde
skudt Tangers Befæstning sønder og sammen, og
Marchal Bugeaud (bysjo) samtidig slaaet den
marokkanske Hær ved Isly, var Abd-el-Kaders Magt brudt, og
Frankrig havde Fred paa alle Kanter. Og denne
Fredsperiode søgte Louis Philippe at udnytte i sit
Dynastis Interesse paa en Maade, der hverken
kastede Glans over ham eller over hans Minister
Guizot. Det var de fra fransk Side med stor
diplomatisk List førte Forhandlinger om et Giftermaal
mellem en af Louis Philippes Sønner og en Søster
til Dronningen af Spanien, som endte med Louis
Philippes Sejr, men som kostede Landet Forbundet
med England.
I de 30 Fredsaar, som det havde været for den
allerstørste Del af Europa, der var forløbne efter
Napoleons Fald, var de franske Revolutionsideer i en
ganske anden Grad, end under selve Revolutionen,
trængt ud imellem og ned i de forskellige Nationer.
Man havde atter faaet Tid til at lære og til at tænke
over det lærte. Regeringernes Mistænksomhed og
Tyranni, det lokkende ved de hemmelige Selskabers
Virksomhed og Frihedstankernes egen ideale Værdi
bidrog til, at de overalt blev modtagne med Begejstring
og kolporteret videre. Selv de østlige, hidtil saa
afsondrede Folk i Europa, selv Magyarer og Slaver
blev berørt og paavirket deraf.
Revolutionen havde af det udstykkede, i
forskellige Provinser delte og med forskellige Privilegier,
Love og Sprog udstyrede Frankrig skabt et samlet
Rige med ensartet Inddeling, én Lov og én Ret.
Den havde skabt
fransk
Fædrelands-følelse før 1792,
som den skabte
tysk
Fædrelands-følelse og
Enheds-trang efter 1813.
Samme mægtige
Virkning havde den
i Italien og
Østerrig-Ungarn, trods
alle Metternichs
Kunster.
Østerrig havde
efter de ulykkelige
Rejsninger i 1821
fuldstændig
Herredømmet over
Italien, ikke biot over
sine egne
Landsdele, ogsaa over
Hertugdømmerne, over Pavestaten og Neapel, hvor ingen
Reformer kunde tænkes indført, saa længe Østerrig
havde Nord-Italien inde. Det første Skridt — men
et betydeligt Skridt paa Vejen frem — der maatte
ske, var derfor Afkasteisen af den østerrigske
Spændetrøje. Det var dette Maal, som i lang Tid samlede
229
238
Fig. 90. Abd ei Kader, algiersk
Araberhøvding, født 1807, fra 1832 til 1847
Franskmændenes farligste Modstander;
død 1883 i Damaskus.
Fig: 91. Pius IX, født 1792, Pave fra
1846; død 1878.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
