Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
951
»Er hun Deres veninde, den — den
magre?«
»Nei, hun er vor nabo«.
»Deodata! Deodata! hvor er du?«
»Her! — undskyld mig« — Deodata løsnede
sin arm fra grevens.
»Paa snarligt gjensyn, frøken !«
Greven stod og saa efter hendes lette skik
kelse, der svævede mellem trærne og forsvandt.
»Grud, er du der, Deodata, vi har søgt dig
alle steder — du skal klæde dig paa til tableau
erne«.
»Jeg var bare oppe og saa lidt til folkene«,
svarede Deodata anpusten.
»Hvor din broder er elskværdig, Deodata«,
sagde Iphigenia og trykkede venindens arm, »saa
fin og saa morsom ; han tog mig til bords, saa
du vel«.
Medens Deodata havde sværmet i haven ved
grevens arm, havde Lammet bautet sin lille baad
mellem brændingerne for at kapre den unge Seig-
Eeul, og endelig var det lykkedes at faa ham inde
klemt i et sofahjørne med et bord foran og sig
selv paa den anden side. Straks hun saa ham
byde Iphigenia armen til bords, gik det op for
hende, at der var den rette ; her burde lægges
an; det bare undrede hende, at hun ikke havde
tænkt paa det før. De var alt op over ørene i
»poesi«.
»Hvad var livet uden poesi, hr. de Seigneul?«
sagde Lammet og lagde hovedet blidt paa side, —
»en skal uden kjærne. Jeg har altid søgt at op
drage min datter, Iphigenia, i poesiens verden, saa
at sige badet hende i dens milde vande, for at hun
en gang kunde være værdig til at fylde en ædel
ægtemands stue med romantik, naar han trættet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
