- Project Runeberg -  Vore bedsteforældre : optegnelser om tilstanden i Danmark og Norge fra 1790-1815 /
298

(1890) [MARC] Author: Kristofer Janson - Tema: Bibliothek for de tusen hjem
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

950
røde lamper nedefter de mørke lønnealléer, og oppe
paa haugen et stort, flammende baal af tyrived,
omgivet af sorte skikkelser, der tinder latter dreiede
paa et kjæmpemæssigt spid, hvorpaa en hel kvige
tronede; thi i dag holdt hr. de Seigueul offentlig
bespisning for alle omegnens bønder. Straalerne
fra baalet spillede paa vandstraalerne fra den plad
skende fontæne, der drog sig tilbage i det halv
dunkle med sin hemmelighedsfulde hvisken, og
maanen steg netop stor og gul opover aaskammen.
I haven gik polakken og Deodata arm i arm. Han
havde været saa høflig, saa udsøgt indsmigrende,
da han tog hendes haand og lagde den i sin arm,
saa hun kunde ikke modstaa. Hun lyttede til hans
ord, der blandede sig med den hemmelighedsfulde
dunkelhed og det brudte lys til en eneste sød
musik. Skjønt han nogenlunde kunde tale og for
ståa norsk, gik samtalen dog paa fransk, og det
lød saa blødt og smeltende i hans mund. »De aner
ikke, hvad det vil sige, frøken, at mangle et fædre
land, ja at vide det sønderhakket af gribbe, uden
at kunne jage rovfuglene bort. Man er som en
vildsom fugl, der flagrer og flagrer fra gren til
gren og idelig skræmmes op af skud«.
»Men er der da ikke noget haab længer for
Deres fædreland?« vovede Deodata at hviske.
»Haab? der er haab, saalænge der er liv« og
polakken saa op mod himlen, og maanelyset brød
sig i hans sværmeriske, blanke øine, »der er haab,
saalænge der lever trofaste, der mindes sin gamle
mo’r og brænder efter at rive trældommens torne
krans af hendes hvide lokker«.
»Deodata! Deodata !« lød det fra haven.
»Man kalder paa Dem?«
»Det er IphigeniaU

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 14:39:02 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/bedstefo/0300.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free