Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
965
»Er den ikke deilig?« udbrød Lammet med
virkelige taarer i sine øine. »De ser Dem om
efter noget, hr. de Seigneul?«
»Jeg undres paa, om De har en dram, fru
von Liitken?«
»Ah! De har spist for meget rømme til middag.
Vent lidt, nu skal jeg« — —
»Gudbevares — skal De selv — « men Lammet
var tjenstvillig forsvunden.
»Kan De mange saadanne rørende vers, frøken
von Liitken?« spurgte Theophile,
»Aa ja, en del«.
»De maa tåge paa kræfterne, synes jeg«.
Lammet viste sig med drammen paa en tal
lerken.
»Undskyld, De faar det paa landlig vis«, sagde
hun og neiede. »De er vel vant til alting mere
romantisk der i Paris, hr. de Seigneul?«
»Tror De det, fru von Lutken?«
»Der hører vel bortførelser og saadant til
dagens orden ?«
»Sig heller forførelser, frue«.
»Uf ja — samfundet er jo bleven saa umoralsk ;
gudskelov, heroppe har vi da rene sæder endnu«,
lagde hun til. »I mine pigedage hørte bortførelser
til dagens orden, men altid i tugt og ære«.
»De har maaske ogsaa været bortført, fru von
Liitken?«
»Ja, det forstaar sig«, svarede fru von Liitken
stolt og straalende. Og nu berettede hun om
stændelig hele historien, tilsat med baand og sløifer
og maaneskin og besvimelser og alt tilhørende.
Hun lagde ikke mærke til ormen, der laa
skjult i tuen bag hende, i skikkelse af hendes egen
lange laban, Akilles, og som nu knisende skyndte
sig bort for at opsnuse sin ven, Henrik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
