Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
980
»Jo — at jeg synes synd i ham — vil nødig
berøve en ung mand livet, eller saadant noget«.
»Nei, da vil han netop slaas«.
»Ja, saa — — saa find paa noget andet, hvad
du vil — jeg har jo kone og børn«.
»Ja, jeg skal nok finde paa«.
»Ja, gjør det — og gaa snart — ret snart —
din roo’r svæver i uro, stakkel«.
»Jeg gaar øieblikkelig«.
»Og belæg dine ord godt, Akilles, vis dig
ikke for uforsonlig — og — og optræd med den
tilbørlige værdighed, som det sømmer sig din fa’rs
søn«.
»Vær vis paa det, fa’r«.
Den, som havde seet Akilles’ ansigt, da han
gik op bakken til Seigneuls gaard, vilde have
tænkt noget af hvert. De skalkagtige øine blev
end mere skalkagtige, smilet om munden blev
bredere og bredere, og da han var kommen til
porten, lo han indvortes, saa det klukkede i ham,
det übedragelige tegn paa, at han havde udtænkt
en ny skøierstreg.
Den unge de Seigneul sad endnu oprørt over
morgenens hændelser paa sit værelse, da det ban
kede paa døren, og Henrik meldte den unge von
Ltitken. Theophile sprang op ved navnet, men
neppe havde Akilles gjort sin undskyldning og
fortalt hele historien lige fra brevet og til sove
kammerscenen, før Theophile laa bagover stolen af
latter. »Og den slyngel Henrik, som ikke gav
levende fred, før han fik mig op og gaa morgentur
idag; nu forstaar jeg«. Men endnu mere. over
rasket blev Theophile, da Akilles bad og besvor
ham endelig ikke at lade den duellen fare ; thi nu
kunde de have sin evindelige komedie med gam
lingen. Og nu udviklede Akilles hele sin nye felt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
