Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
996
»sig, at vi aldrig skal skilles, sig, at jeg skal faa
følge Dem i landflygtigheden, i kampen for Deres
fædrelands frihed, hvor De gaar«. Han løftede
hende op til sig. »Søde barn!« sagde han og
kyssede hende paa panden. Hun slyngede sine
arme om hans hals, han trykkede hende til sit
bryst, og Deodata lukkede øinene under hans hef
tige omfavnelse.
Da hun senere paa dagen forlangte at tale
med sin fa’r, fik hun høre, at Jon Kakserud havde
været der. Faderen kom ikke ned til middagen,
undskyldte sig med heftig hovedpine og lod sig
ikke se resten af dagen.
Deodata maatte give sit fyldte hjerte luft.
Hendes bror var redet ud en tur. Hvem skulde
hun finde — jo — madam Auen. Hun bare rev
hende med sig ind paa sit værelse, krystede hende
gjentagne gange og begyndte saa at græde.
Madam Auen. stod rent fortabt og stirrede paa
hende: »Ka er dette for nokke?« sagde hun paa
sit bergensk. »Grraater I, og endaa skjiner I som
et kjerkelys?«
»Han elsker mig, madam Auen, han har selv
sagt mig det«.
»Kem, mo’r?«
»Han, Ladislaus — polakken —«.
»Ok no har dokker forlovet dokker ?« spurgte
madam Auen og begyndte at græde.
»Grræder De for det, madam Auen? — aa, jeg
er saa lykkelig«.
»Eg tænker bare paa meg sjøl, mo’r, den tien
daa eg — «
»Har De elsket nogen, madam Auen?«
»Om eg har, mo’r? jo, det kan I forlate Jer
paa; kem har ikkje det? Og eg kunde no hat
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>