Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1038
manglede derfor ikke paa spottere, som det paa
den anden side heller ikke manglede paa begeistrede
tilhængere, der ogsaa heri saa et bevis paa Knuts
guddommelige sendelse. Der var dem, og det
helst kvinder, der havde seet et glorieskin om ham,
mens han talte, eller to hvide fugle, der sad paa
hans skuldre og hviskede. Til denne mand var
det, Knut havde søgt sin tilflugt. Han fik vide,
at Vis-Knut for tiden var paa en gaard øverst i
Svastum, som hedte Klaape, og grov en brønd.
Da han kom did, stod Vis-Knut i fuldt arbeide.
Han var en stor, sværlemmet kar, men ikke vel
bygget. Han havde skadet den ene fod, saa han
gik med stav. Han var stærkt skjeløiet, men
panden var høi, hovedet var stærkt fladtrykt ved
tindingerne. Det lange, sorte håar, der flød ned
paa akslerne, slog om ham som to ravnevinger.
»Du graver dybt du?« sagde Knut, idet han
kom bort og havde staaet en stund og seet paa
arbeidet.
»Ja nu skal vi grave saa dybt, at vi hører
kalvene raute paa den andre siden«, svarede Vis-
Kntit og smilte polisk. »Ellers har jeg nu ventet
paa dig«.
»Ja saa«.
»Jeg kjendte paa mig, at der skulde komme
en mjøskar i dag, hovedet vilde altid vride sig til
den kanten. Og du er nu vel derfra du?«
»Jeg er fra Totensviken«.
»Kan tænke det. Og saa har du bud med fra
et kvindfolk«.
»Ved du raad?« spurgte Knut.
»Hun faar søge doktor, er hun klein«, svarede
Vis-Knut og begyndte atter at spade. »Ellers saa
er der nu bare et raad for slige ting«, lagde
han til.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
