Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1037
tåltes om ham, f. eks., at han ikke kunde gaa med
hue paa, at han ikke kunde røre ved guld eller
sølv tiden at faa krampe, at han ikke taalte at
tåge i den evangelisk-kristelige salmebog uden at
faa rykninger i hele kroppen, at han ikke taalte
at drikke af lerkop, med mindre den var brun af
farve o. s. v., omgav ham i almuens øine med et
mystisk skjær. Saa kom han ofte sveddryppende
gjennem lange uveisomme stier op til ensomme
fjeldgaarde midt paa natten, dreven af en ufor
klarlig indre uro, og altid var han kommen i rette
tid for at hindre et selvmord eller en anden for
brydelse. Han blev tidt »dreven af aanden« til at
vende paa veien. Fødderne groede som fast i
marken eller vendte sig med magt den vei, han
skulde gaa. Han var, fremsynet; han kunde for
•tælle om kreaturer og folk, som var bortkomne;
han kunde beskrive steder, hvor han aldrig havde
været, til den mindste nøiagtighed. Og saa var
han med alt dette en gjennemfrom mand. Han tog
aldrig betaling for, hvad han gjorde, uagtet det
stundom var forbunden med store lidelser for ham,
naar han haandfor den syge, som bragtes til ham.
Kom hans haand til det syge sted, groede den
ligesom fast, og han begyndte at faa sine krampe
trækninger. Stundom kunde han falde om paa
gulvet og vride sig, saa fraaden stod ham af
munden. Men mange syge, hvem doktorerne havde
efterladt hjælpeløse, havde gaaet fra Vis-Knut hel
bredede. Han blev ofte hentet for at tale Ghids
ord til bygdefolket; man troede i ham at have
fundet en ny Hans Nilsen Hauge. Da kunde det
hænde, at han blev staaende rent stille uden at
sige et ord, stirrende ud i luften ligesom lyttende.
Men aanden talte ikke til ham, og tilhørerne maatte
gaa fra hinanden uden at faa høre noget. Det
Kristofer Janson: Vore bedsteforældre. 25
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
