Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vore bedsteforældre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1074
»The wife of — of sir Peter« — lagde Grun
nar til.
Prinsregenten snappede brevet, læste, gjorde
store øine, saa paa hende, 10, læste igjen og kaldte
tilsidst paa sin sekretær. »Lad hende faa sin sir
Peter«, sagde han leende, men —og her hviskede
han nogle ord i sekretærens øre. Sekretæren
bukkede, og prinsregenten kjørte. Grunnar og
Ingeborg fik ordre at følge med sekretæren og stod
snart igjen paa gaden med den kongelige ordre
om løsladelsen, dog paa den betingelse, at de begge
skulde vise sig paa slottet for hans kongelige høi
hed, før de reiste. Grunnar kunde næsten ikke
holde skridt med Ingeborg, saaledes ilede hun af
sted. De gik op til presten Rossing, som havde
været forhindret fra at være med den dag. Han
vilde, at Ingeborg skulde vente til næste morgen
og hvile sig ud ; men hun var ikke til at stanse.
»Aa nei, lad mig faa reise mat«, bad hun —
»han venter saa haardt«.
»Men blir De da aldrig træt, gode, lille men
neske?« spurgte presten.
»Nei, nu kunde jeg gaa til verdens ende«,
svarede Ingeborg.
At beskrive Pers taknemmelighed og glæde
lader sig ikke gjøre i ord. Han og Ingeborg gik
og holdt hverandre i haanden fra morgen til aften
og vilde ikke slippe, til. stor moro for alle forbi
gaaende.
Først fik de Per i bad, saa kjøbte de nye
klæder til ham, og det var mærkeligt, hvor et par
dages god hvile og forpleining bragte ham til at
komme sig. Han var nu heller ikke saa medtagen
som de andre, der havde været der længere, og
som saa med lange blikke efter ham, da han reiste
fra borde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
