Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Indledning - 5. Konkordieformelen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Konkordiefonnelen. 33
havde aabnet i Trient. Men Paven, som havde andre Planer med Kirke
forsamlingen, end Kejseren, frygtede for, at denne skulde benytte den Over
magt, han havde vundet, til at give dens Forhandlinger en anden Vending,
saa der skulde blive Tale om at gjsre Protestanterne Indrsmmelser for at
forliges med dem og om at indskrcenke Pavens og Hierarchiets Magt. Paven
skyndte sig derfor med under forskjellige Paaskud at forlcegge Kirkeforsamlingen
fra Trient til Bologna, hvvr han kort efter oplsste den indtil Videre. Der
kunde saaledes ikke loenger blive Tale for Protestanterne om at mode i Kirke
forfllmlingen. Derimod foreskrev Kejseren under Rigsdagen i Augsburg 1548
af egen Magtfuldkommenhed en ny Kirkeorden, som skulde gjcelde midlertidigen
indtil en Kirkeforsamling endelig afgjorde den hele Religions
strid. Denne Kirkeorden, „det augsburgste Interim", var imidlertid af et
saadllnt Indhold, at Protestanterne ikke kunde vedtage den uden ligefrem at
fornegte den evangeliske Sandhed. „Interimet" msdte derfor ogsaa en stcerk
Modstand, hvormeget Kejseren end anvendte bande Magt og Overtalelser for
at faa det indfort. Kurfyrst Moriz fandt sig ien vanskelig Stilling.
Pan den ene Side dristede han sig ikke til at paabyde Interimet i sit Land
og allermindst i de Landsdele, han nylig havde erhvervet ved den schmal
kaldiste Krig; de vare jo Reformationens Vugge. Paa den anden Side
vovede han, heller ikke at bryde med Kejseren. Han greb derfor til den Udvej,
at lade Interimet omarbejde i en anden Form, som kunde gjore det muligt
at vedtage det uden ligefrem at fornegte Sandheden. Til den Ende hen
vendte han sig til sit Lands Theologer og forst og fremst til Melanchthon.
Denne, som nu ikke loenger havde sin tidligere Stotte i Luthers Fasthed
og Frejdighed, var villig til at gaa ind paa Kurfyrstens Plan; han mente
kun paa denne Maade at kunne afvende en anden, ulige ftorre Fare og redde,
ialfald hvad han anfaa for det Væsentlige. Saaledes kom da „Leipziger-
Interimet" i Stand. Det optog igjen de fleste romerske Kirkeskikke, som man tid
ligere havde afskaffet, idet man vilde have de ydre Kirkeskikke betragtede som noget
Ligegyldigt („Middelting", „^mMorg.") ; i Lceren ssgte det vistnok at holde
fast ved de evangeliske Sandheder, men fremsatte dem dog tildels i mildere
og mere übestemte Udtryk, som ikke lode Modscetningen mod de papistiske Vild
farelser troede frem i fin fulde Skarphed, men kunde tydes paa en noget for
skjellig Vis. Dette leipzigske Interim msdte den samme Modstand, som tid
ligere det augsburgste, og Uviljen mod det var tildels endog stsrre, fordi det
her var Fyrsten over Reformationens Moderland og Theologer ved Reforma
tionens Moderuniversitet, som havde „bojet Knce". Mangfoldige Theologer
og Prester, som modsatte sig Interimet, bleve affatte og forfulgte. De toge
fordetmeste sin Tilflugt til den frie Rigsstad Magdeburg, som saaledes
blev et Samlingssted for Interimets Modstandere, og udsendte herfra en
Mcengde Stridsskrifter mod Interimet og mod de Theologer, som havde havt
med dette at gjsre („de interimistiske Stridigheder"). Interimet
stod dog ikke lcenge ved Magt; thi inden faa Aar brod Kurfyrst Moriz med
Kejseren, overrumplede ham i Innsbruck og tvang ham til at indgaa et
Forlig i Passau (1552), som senere blev stadfæstet ved Religionsfreden i
Augsburg (1555); ved denne fik Protestanterne, det vil sige, de protestantiske
Rigsstcender. Religionsfrihed og lige Rettigheder med de Romerst-Katholsie.
Ved Forliget i Passau faldt Interimet bort af sig selv; men dermed
endte ikke de Stridigheder, som det havde vakt. Striden havde efterladt en
ophidset Stemning og noeret Mistanken mod Melanchthon og hans Disciple,
hvem man efter ham („vr. Klip") kaldte Filippisterne, at de ikke toge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
