Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Man naar de er forbi skinner det i hans sunde
hvite tænder, mens han fortæller det sidste han
vet om deres hemmeligheter —. Der gaar ogsaa
andre damer forbi, som Mikael ikke tar hatten
av for; men jeg synes, hans lystige øine hilser
ogsaa dem, og naar de ser tilbake paa ham med
det modige blik under stor hat tænker jeg, at
Mikael kanske har sine minder hos dem.
Men Søegaards ansigt lukker sig for dem.
— —
Hvor Søegaard ogsaa er ræd! De spilte en
vals igaar; den. Han begyndte at rugge litt
med hodet og hørte ikke længer hvad Mikael
fortalte, og han fik et lite rart vekt smil i ansigtet
og saa paa mig og sa: „Den er pen, hvad? Den
minder mig bestandig om alt, som er blaat,“ sa
han — „om vaarhimmel og dameøine“ (Søegaard
sier aldrig kvinde) „og ...“ Men pludselig
er fienden over ham og det lille rare smilet
drukner i hurtige ord: „og blaabær og saant
sludder ...“
Og jeg skynder mig at indhente ham, og jeg
slaar mig sammen med ham og Mikael om at
drukne videre alt det, som en vals med duft av
pudder og roser kan overrumple et menneske
med. Sentimentale! Vi rømmer til verdens ende
for ordet — og vi tar i os alt vi nogensinde har
ymtet i den retning, og vi tildækker os med vor
elskede jargon ...
— — —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
