Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
131
borte af Kirken, Kordrengen med, og alle Kannikerne i
deres Stole. Og Optogene paa Gaden med Korsdrager og
Monstrans! — Aa, det var saa dystert og strengt
altsammen med den Hellighed og sorte Tale om Synder og
Ugudelighed, og Kiv med Papisterne.
Clara sukkede. Hun holdt saa meget af sinRosenkrans
og sine Helgenbilleder, hun holdt saa meget af
Clarisser-ne og af al den dejlige Pragt i vor Frue ved Paasketider.
Nu var det saa mørkt og traurigt altsammen med saa
mange Ord — saa forfærdelig mange Ord.
De gamle Dage var lyse Dage, syntes Clara, nu døde
Sangen bort. Mor nynnede Salmer, og Far sad hele Dagen
bøjet over den hellige Læst og Dr. Martins Postiller, naar
han ikke skrev hemmelige Brevskaber til de lybske og
andre.
Der laa saadan Tyngsel over Huset, og de unge Karle
gik i Buer uden om det. Det var det værste. For med
Gudstjeneste og det gik det vel nok an, og den kunde vel
være rigtig nok, siden saa mange fromme Mænd gik den
Vej, og Kongen først af alle. Men det andet var værre, det
var en Plet paa Huset, syntes hun, og det forstod hun ikke.
Hun forstod ikke sin Far. Han var jo dog Borgmester
en Gang, det var det højeste, han kunde naa. Hvad vilde
han mere? Han skulde tænke paa sin Datters Fremtid.
Men han saa næppe til hende. Og dog havde han holdt af
hende, inden han begyndte saadan at gruble, til han fik
dybe Furer over Øjnene.–
i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
