Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
239
og vajende Fjer i sin Baret, knap fyrretyve Aar, med
Stoltheds Blink i Øjet, sikker paa Sejren, thi Dagen var hans.
Nu var Vejen banet for den Kirke, han vilde, den trosfrie
Kirke ført ud i Livet af den danske Herrebisp, med
Kirkens rige Len støttet af trofaste, danske Almuesmænd,
der forstod, at fælles Værk kræver fælles Kræfter, som
Folkets Hujen og Larm ikke kunde bringe bort fra Vejen
fremad, som de var vant at træde støt og sikkert, at dele
Kirkegodset ud til Gaardmænd, dele og dele i Tiden til
hver af alle flk sit og give Kirkelæren fri.
Bent Bille stod hos, ung, endnu usikker, endnu ved
Slægtens Baand knyttet til det gamle og dog forstod han,
at her gryede noget nyt
Joachim Rønnow var en Karl, en stolt, djærv, dansk
Karl med Hovedet hævet og Haanden rede til at gribe
Fæstet. Hans Tausen var en Karl, en dansk, bred, trofast
Karl, der gik den lige Vej.
Det var den nye Tid, det var den rette Reformation,
Herrebisp og Bondepræst, der gav hinanden Haandslag
i Bispegaarden Port. Aanden og den sunde Sunds, der
hver ad sin Vej naaede til at bygge Templet deroppe paa
Bjerget, hvor Templet skal ligge.
Og dette Billede brændte sig ind i Bent Billes Hu, mens
Roskildebispens Stemme lød blødere i Klangen, end Bent
før havde hørt: »Tak Mester Hans, det glemmer jeg Eder
aldrig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
